Ond norsk ånd gør det nok engang af med Holger Rune: Misser finale i Mexico

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ond norsk ånd gør det nok engang af med Holger Rune: Misser finale i Mexico

Holger Rune led lørdag morgen dansk tid sit femte nederlag i 2024.
Holger Rune led lørdag morgen dansk tid sit femte nederlag i 2024.Profimedia
Casper Ruud er finaleklar ved årets Mexican Open, efter den 25-årige nordmand lørdag morgen dansk tid fik bugt med Holger Rune.

Hvis Holger Rune har en ond ånd, så hedder han Casper Ruud. Den 25-årige nordmand har ganske enkelt det totale overtag i de indbyrdes møder med danskeren, og lørdag morgen dansk tid tog nordmanden nok en sejr.

Det gjorde han, da de to mødtes i semifinalen ved Mexican Open i Acapulco, hvor nordmanden fik skovlen under danskeren sjette gang i blot syv møder. Ruud vandt således i tre sæt med cifrene 3-6, 6-3, 6-4.

I første sæt kom danskeren ud som lyn og torden og formåede at bryde Casper Ruud i nordmandens allerførste serveparti, selvom danskeren skulle bruge fire breakbolde for at opnå gennembruddet. Bruddet blev dog konsolideret af danskeren, og så var vejen ellers banet for et sikkert første sæt, der blev vundet med cifrene 6-3.

Sådan gik det også nogenlunde i andet sæt, bare med omvendt fortegn. For her var det nordmanden, der formåede at bryde danskeren i Holger Runes andet serveparti, og så kunne Ruud ellers mere eller mindre cruise til sejr i andet sæt, hvor danskeren også samtidig så ud til at være tynget af betingelserne.

Men mens de to første sæt kunne have budt på sammenlagt to gennembrud, så kom de pludselig væltende ind i tredje sæt, hvor begge spillere måske begyndte at være fysisk presset af den fugtige varme i Acapulco, særligt Holger Rune der ved stillingen 1-1 i tredje sæt var tydeligt utilpas.

Fire gange i træk blev der således brudt, to gennembrud til hver, og til syvende og sidste var der altså fuldkommen status quo ved stillingen 4-4, inden Ruud endelig igen formåede at holde egen serv. Der skulle dog ikke gå længe, før der igen blev brudt.

For i tredje serveparti i træk kunne danskeren ikke holde sin serv, diskede op med flere dobbeltfejl undervejs og begyndte tydeligt at være frustreret, blandt andet over et kald fra en linjedommer, som danskeren var dybt uenig i.

Dermed kunne Ruud serve kampen i hus, og her var der slet ingen slinger i valsen hos nordmanden, der dansede sejren i hus med et rent parti og dermed for anden gang i træk slår danskeren, efter nordmanden ved French Open i 2023 også besejrede Rune i kvartfinalen.

Det er karrierens finale nummer 20 på ATP Touren for 25-årige Casper Ruud, der har vundet 10 af sine hidtil 19 finaler. Senest blev det dog til et nederlag i ATP 250-turneringen i Los Cabos, hvor australske Jordan Thompson sejrede.

I finalen venter vinderen af seneste års Mexican Open, australske Alex de Minaur, der tidligere lørdag sendte britiske Jack Draper ud, efter briten måtte trække sig i tredje sæt ved stillingen 4-0 i australsk favør.