Fransk tennisstjerne smidt ud af showturnering i Oslo

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fransk tennisstjerne smidt ud af showturnering i Oslo

Tilskuerne i Oslo får ikke Gael Monfils at se.
Tilskuerne i Oslo får ikke Gael Monfils at se.LILLIAN SUWANRUMPHA/AFP
Den franske tennisspiller Gaël Monfils er blevet smidt ud af en showturnering i Oslo.

Det oplyser turneringsserien Ultimate Tennis Showdown (UTS) på sin hjemmeside.

Den 37-årige franskmand har forbrudt sig mod seriens retningslinjer gennem sin opførsel overfor Oslo-turneringens supervisor.

Det er uvist, hvad Monfils helt konkret har gjort.

Monfils, der i øjeblikket rangerer som nummer 70 på verdensranglisten, er blevet erstattet af landsmanden Lucas Pouille.

Danske Holger Rune er blandt de otte deltagere i Norges hovedstad. Fredag tabte danskeren en kamp til det norske hjemmebanehåb Casper Ruud.

Blandt de øvrige deltagere er verdensranglistens nummer fem, Andrey Rublev fra Rusland, og australske Alex de Minaur, der aktuelt er nummer 11.

Turneringerne i UTS spilles efter andre regler end almindelig tennis. Hver kamp består af fire omgange af otte minutters varighed.

Det er kun tilladt at serve én gang, så andenserven er væk, og spillerne kan benytte sig af et såkaldt bonuskort, der giver mulighed for at få tre point på den næste bold.