Tauson kan møde Wimbledon-sensation efter comebacksejr

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tauson kan møde Wimbledon-sensation efter comebacksejr

Tauson kan møde Wimbledon-sensation efter comebacksejr
Tauson kan møde Wimbledon-sensation efter comebacksejrProfimedia
Den danske tennisspiller Clara Tauson fik tirsdag aften comeback med en sejr ved en turnering i franske Poitiers.

På grund af en rygskade havde den 19-årige dansker ikke været i kamp i halvanden måned, men da hun endelig var klar igen, vandt hun i to sæt over spanske Cristina Bucsa, der er nummer 104 på verdensranglisten.

Cifrene lød 6-2, 7-5.

Tauson er selv faldet langt ned af verdensranglisten de seneste måneder, hvor hun har været hårdt ramt af skader.

Mandag faldt hun 40 pladser tilbage, så hun nu ligger nummer 140 på listen. Tidligere på året var hun helt oppe som nummer 33.

Det store fald har betydet, at Tauson må tage et skridt ned og spille mindre turneringer. 80.000-dollarturneringen i Poitiers har således ikke status som WTA-turnering.

I første sæt blev danskeren brudt rent til 0-1. Siden var hun dog suveræn og brød tre gange til sætsejr 6-2.

I andet sæt var det dog mere tæt, da Busca to gange var oppe med et servegennembrud.

Foran 5-4 havde spanieren hele seks sætbolde, men Tauson afværgede dem alle og vandt kampens tre sidste partier.

Torsdag skal Tauson i aktion i anden runde i Poitiers. Det kan blive mod en af sommerens store Wimbledon-overraskelser Harmony Tan, der slog Serena Williams i første runde og nåede ottendedelsfinalen i grand slam-turneringen.

Tan, der er nummer 130 i verden, skal dog først lige vinde sin kamp i første runde over russeren Anastasia Tikhonova, før Tauson kan blive modstanderen.

Tauson og Tan tørnede sammen i august, hvor danskeren vandt i to sæt.

/ritzau/