Rundens hold i Superligaen: Overlegne københavnere og uovertruffet indhop

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Rundens hold i Superligaen: Overlegne københavnere og uovertruffet indhop

Jakob Ankersen leverede et indhop af en anden verden, da Randers FC fik vendt et tomålsefterslæb til et remis i Viborg.
Jakob Ankersen leverede et indhop af en anden verden, da Randers FC fik vendt et tomålsefterslæb til et remis i Viborg.Profimedia
Grundspillets afslutning nærmer sig med hastige skridt, og i den tredjesidste runde blev det blandt andet til en decideret københavnsk øretæve for OB, et fornemt silkeborgensisk comeback og en solid århusiansk sejr. Flashscore har valgt 11 stærkt præsterende spillere fra Superligaens 20. spillerunde og smidt dem ind i en fræk 3-5-2 opstilling.

Mads Kikkenborg - målmand (Lyngby BK)

Mads Kikkenborg skiftede i 2021 Esbjerg fB ud med Lyngby BK.
Mads Kikkenborg skiftede i 2021 Esbjerg fB ud med Lyngby BK.Flashscore

Hvis Lyngby BK skal gøre sig forhåbninger om at spille Superliga efter sommerpausen, skal der point på kontoen. Og det kom der såmænd søndag, da Freyr Alexanderssons tropper, hjemme på Lyngby Stadion, besejrede Brøndby IF med 1-0. Gæsterne havde ellers spilovertaget og fem afslutninger på mål, men 23-årige Mads Kikkenborg klarede frisag med en flot og ikke mindst hamrende vigtig præstation.

Yann Aurel Bisseck – center back (AGF)

Yann Aurel Bisseck har været en af AGF's helt store profiler i denne sæson.
Yann Aurel Bisseck har været en af AGF's helt store profiler i denne sæson.Opta by Statsperform

Uwe Röslers århusianere har fået en formen start på 2023 med to sejre ud af tre mulige. I to af disse har den århusianske bagkæde endda formået at holde buret rent, spille til nullet, og da det igen lykkedes fredag, var bomstærke Yann Aurel Bisseck naturligvis blandt hovedårsagerne. Den 22-årige tysker var sædvanligt stærk i sine defensive indgreb, og så stod han også for at slå kampen helt og aldeles ihjel med sit fornemme hovedstødsmål til 2-0.

Tobias Salquist – center back (Silkeborg IF)

Tobias Salquist kickstartede Silkeborg IF's comeback mod FC Nordsjælland.
Tobias Salquist kickstartede Silkeborg IF's comeback mod FC Nordsjælland.Opta by Statsperform

Det lignede egentlig, at FC Nordsjælland skulle tage en fin udebaneskalp søndag, efter Emiliano Marcondes havde bragt Johannes Hoff Thorups mandskab foran i første halvleg. Men i anden halvleg leverede hjemmeholdet et flot comeback og vendte 0-1 til 2-1, ansporet af Tobias Salquists scoring efter lidt over en time. Samtidig gjorde den 27-årige midtjyde sit til for at forhindre, at gæsterne fik scoret mere end det ene mål.

Stefan Gartenmann – center back (FC Midtjylland)

Med sin clearing på målstregen kort før pausen sikrede Stefan Gartenmann et vigtigt point for FC Midtjylland i Aalborg.
Med sin clearing på målstregen kort før pausen sikrede Stefan Gartenmann et vigtigt point for FC Midtjylland i Aalborg.Opta by Statsperform

Det var ikke nogen stor præstation, FC Midtjylland levere i Aalborg mandag aften, men det blev ikke desto mindre til et enkelt point for midtjyderne. Det kan de især takke Stefan Gartenmann og Jonas Lössl for. Førstnævnte kom igen og igen i vejen for nordjyderne, mens sidstnævnte diskede op med flere flotte redninger. Da Lössl i slutningen af første halvleg alligevel kom på lidt af en skovtur, var det dog netop Gartenmann, der fik reddet kastanjerne ud af ilden, da han på stregen fik afværget, hvad der lignede en sikker Helenius-scoring.

Kevin Diks – højre wingback (FC København)

Efter en tidlig udvisning til gæsterne løb Kevin Diks og resten af FCK-mandskabet modstanderne fra OB fuldkommen i stykker i Parken.
Efter en tidlig udvisning til gæsterne løb Kevin Diks og resten af FCK-mandskabet modstanderne fra OB fuldkommen i stykker i Parken.Opta by Statsperform

Den 26-årige hollænder startede egentlig på bænken, men allerede efter en halv times spil kom den tidligere AGF-profil i aktion for Jacob Neestrups mandskab, da Christian Sørensen måtte udgå med en skade. Således blev det til først en halv time på højrebacken, så en halv time på venstrebacken for Kevin Diks, og han bidrog flittigt til københavnernes totale overfald på de sagesløse undertalsgæster fra Odense.

Lukas Lerager – central midtbanespiller (FC København)

Lukas Lerager viste storartet målform mod OB, hvor han kom på tavlen to gange.
Lukas Lerager viste storartet målform mod OB, hvor han kom på tavlen to gange.Opta by Statsperform

Også Lukas Lerager var i hopla i FC Københavns overlegne sejr mod OB. Den slidstærke midtbaneprofil stod for to af de syv scoringer, og viste i det hele taget fornem form. Den 29-årige tidligere Ligue 1 og Serie A-spiller har efterhånden manifesteret sig som en af Superligaens helt, helt store profiler med sine gode og dynamiske præstationer på midtbanen.

Malthe Højholt – central midtbanespiller (AaB)

Malthe Højholt har allerede spillet 60 Superliga-kampe i løbet af karrieren.
Malthe Højholt har allerede spillet 60 Superliga-kampe i løbet af karrieren.Flashscore

Mens Stefan Gartenmann gjorde sit til for at undgå et midtjysk nederlag i Aalborg, så gjorde Malthe Højholt noget lignende for hjemmeholdet. Den 21-årige nordjyde var her, der og alle vegne, og selvom AaB-slideren ikke for alvor gjorde sig bemærket offensivt, så var han solid i sit afspil og gjorde så til gengæld livet surt for enhver FCM-spiller med et væld af tacklinger, nærkampe og bolderobringer.

Casper Winther – central midtbanespiller (Lyngby BK)

I efteråret 2022 blev det til to optrædener på det danske U21-landshold for Casper Winther.
I efteråret 2022 blev det til to optrædener på det danske U21-landshold for Casper Winther.Flashscore

Det er muligt, at Mads Kikkenborg leverede en formen præstation i Lyngby-buret i sejren over Brøndby IF, men man skal naturligvis også kunne true i den anden ende af banen, og her var Casper Winther en af nordsjællændernes store oplevelser søndag. Den 20-årige midtbanespiller skabte en masse fine muligheder for sine medspillere, og så var han tilmed også skarp i duellerne og sine tacklinger.

Jakob Ankersen – venstre wingback (Randers FC)

Jakob Ankersen fik nærmest egenhændigt vendt et nederlag til et enkelt point for Randers FC i Viborg søndag.
Jakob Ankersen fik nærmest egenhændigt vendt et nederlag til et enkelt point for Randers FC i Viborg søndag.Opta by Statsperform

Søndag så Randers FC kortvarigt ud til at skulle have sig en ordentlig snitter, for på bare et kvarter bragte Viborg FF sig foran med 2-0 hjemme på Viborg Stadion. I pausen sørgede Randers-chef Thomas Thomasberg for at ryste posen, og et af de numre, der faldt ud af selvsamme pose, var nummer 9, efterhånden 32-årige Jakob Ankersen. Og hvilken forskel den tidligere Esbjerg- og AGF-profil gjorde i Viborg. For med en scoring og et oplæg fik Ankersen vendt kampen fuldkommen på hovedet og sikret Randers FC et enormt vigtigt point i kampen om en plads i top seks. Et indhop nærmest uden sidestykke i denne Superliga-sæson.

Mohamed Daramy – angriber (FC København)

Mohamed Daramy var i nærmest uhyggeligt spillehumør søndag, da FCK smadrede OB med 7-0.
Mohamed Daramy var i nærmest uhyggeligt spillehumør søndag, da FCK smadrede OB med 7-0.Opta by Statsperform

De fynske gæster kunne ikke stille ret meget op overfor Mohamed Daramy søndag aften, for den 21-årige Ajax-spiller, der i denne sæson er lejet tilbage til FC København, klubben han som ung teenager skiftede til fra barndomsklubben Hvidovre, var i helt og aldeles hopla i FCK’s storsejr over OB. Med to mål, et oplæg, et sandt hav af driblinger og chanceskabende aktioner viste Daramy, hvorfor hans hollandske arbejdsgiver i august 2021 kastede omtrent 90 millioner danske kroner efter Daramys signatur. En vaskeægte magtdemonstration af Daramy og FCK.

Patrick Mortensen – angriber (AGF)

Ovenpå FC Nordsjællands salg af Andreas Schjelderup kunne Patrick Mortensen godt ligne et solidt bud på Superliga-topscorer i denne sæson.
Ovenpå FC Nordsjællands salg af Andreas Schjelderup kunne Patrick Mortensen godt ligne et solidt bud på Superliga-topscorer i denne sæson.Opta by Statsperform

Efter en skuffende seneste sæson, hvor det kun blev til seks scoringer i 28 Superliga-kampe, ligner Patrick Mortensen igen den udgave, der bombede AGF til et sæt bronzemedaljer i 2020 og en fjerdeplads i 2021. I sejren over AC Horsens satte Mortensen først sin 10. Superligascoring i sæsonen ind på umanérlig sikker vis fra straffesparkspletten, inden han stod for et flot hovedstødsoplæg til Yann Aurel Bissecks scoring.