Real Madrid-træner undrer sig over pludselig måltørke: "Det er ikke normalt"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Real Madrid-træner undrer sig over pludselig måltørke: "Det er ikke normalt"

I seneste sæson blev Real Madrid spanske mestre, men i denne sæson ser det anderledes svært ud i den hjemlige liga.
I seneste sæson blev Real Madrid spanske mestre, men i denne sæson ser det anderledes svært ud i den hjemlige liga. Cristian Quicler/AFP
Real Madrid er det mest scorende hold i La Liga, men i de seneste kampe er målene udeblevet. Senest i søndagens 0-0-kamp ude mod Real Betis.

Den pludselige måltørke er noget, Real Madrid-træner Carlo Ancelotti udtrykker bekymring over.

"Jeg er forbløffet, mere end jeg er vred. Det er underligt, at vi ikke scorer mål for tiden."

"Det er ikke normalt, at et hold med så meget kvalitet ikke scorer mere end et mål i de seneste tre kampe. Det undrer mig meget," siger Ancelotti ifølge Reuters.

Den italienske træner henviser til de seneste to ligakampe samt pokalsemifinalen mod FC Barcelona.

Real Madrid tabte 0-1 hjemme til Barcelona i den første af to semifinaler i Copa del Rey, mens det i ligakampen forinden endte 1-1 hjemme mod Atlético Madrid.

De tre kampe kommer efter en 5-2-sejr over Liverpool i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.

Inden de tre Real Madrid-kampe med blot et enkelt mål bød de foregående fem kampe på hele 20 mål fra hovedstadsklubben på tværs af alle turneringer.

I La Liga har Real Madrid scoret flittigt med 47 mål i 24 kampe. Det er flest mål af alle hold i ligaen.

"Spillerne er også skuffede over de manglende mål, fordi vi har kvaliteten til at score, og det har vi hele tiden formået."

"Jeg mener, at vores angreb er et problem for os lige nu. Vi skal være skarpere og levere mere," siger Ancelotti.

Søndagens pointtab betyder, at Barcelona er ni point foran Real Madrid i toppen af rækken. Men Ancelotti afviser, at mesterskabet er afgjort.

"Nej, men forspringet er stort. Nu har vi en hel uge at arbejde i. Vi kæmper videre til det sidste. Der er mange kampe tilbage, men vi skal forbedre os," siger træneren.

Real Madrid skal på lørdag hjemme møde Espanyol og Martin Braithwaite i La Liga.