Magnussen ender som nummer sjok i sæsonafslutning i Abu Dhabi

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Magnussen ender som nummer sjok i sæsonafslutning i Abu Dhabi
Magnussen slutter sæsonen skuffende af.
Magnussen slutter sæsonen skuffende af.Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix
Den sidste del af Formel 1-sæsonen har på mange måder været til glemmebogen for danske Kevin Magnussen (Haas), og søndagens sidste grandprix i sæsonen ændrede ikke på det.

Den danske racerkører sluttede skuffende som nummer sjok, mens holdkammeraten Nico Hülkenberg ligeledes endte i den tunge ende af feltet som nummer 15 ud af de 20 kørere.

Hollandske Max Verstappen (Red Bull) kronede en suveræn sæson af med endnu en grandprixsejr. Verdensmesteren ender dermed på 19 ud af 22 sejre i sæsonen.

Verstappen tog sejren i Abu Dhabi foran Charles Leclerc (Ferrari) på andenpladsen, mens Mercedes' George Russel tog den sidste podieplads.

Den eneste spænding, der var tilbage i de samlede stillinger i sæsonens sidste grandprix, var kampen om andenpladsen i konstruktørstillingen, hvor Ferrari og Mercedes lå inden for få point.

Her var George Russells tredjeplads afgørende, hvilket betød, at Mercedes tog den samlede andenplads og henviste Ferrari til den efterfølgende placering.

Kevin Magnussen startede langt tilbage i feltet som nummer 17 af de 20 kørere. Der gik heller ikke længe, før danskeren røg allerbagerst i feltet, da han var første kører i pit for at skifte sine mediumdæk, som han var startet på, ud med hard.

Det var tydeligt, at bilen slet ikke fungerede for Magnussen i ørkenen i Abu Dhabi, hvor dækkene alt for hurtigt blev slidt op.

I den anden ende af feltet var der heller ikke den store spænding, hvor der aldrig var tvivl om grandprixsejren. Max Verstappen startede i pole position og overlod aldrig føringen til nogen andre.

Dermed rundede hollænderen en fremragende sæson af. Verdensmesterskabet er et af de mest suveræne i Formel 1-historien.

Med sejren kravler Max Verstappen også op på den samlede tredjeplads for flest grandprixsejre i historien med 54 sejre. Kun Michael Schumachers 91 sejre og Lewis Hamiltons 103 overgår den hollandske racerkører.

Verstappens holdkammerat, Sergio Perez, endte samlet som nummer to, mens Lewis Hamilton (Mercedes) tog tredjepladsen.