Minder fra EM i Glasgow giver danskere erfaring: "Det bliver et udskilningsløb"

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Minder fra EM i Glasgow giver danskere erfaring: "Det bliver et udskilningsløb"

Michael Mørkøv har netop kørt Tour de France, man han kender også allerede Glasgows gader fra EM i 2018.
Michael Mørkøv har netop kørt Tour de France, man han kender også allerede Glasgows gader fra EM i 2018.ASO/Charly Lopez
Set med danske briller var herrernes EM i linjeløb i 2018 bestemt ikke nogen succes.

Michael Mørkøv sluttede som bedste dansker på 18.-pladsen i et løb, der var præget af heftigt regnvejr og stort kaos, før italienske Matteo Trentin til sidst vandt.

Alligevel var det en vigtig kilde til viden for det danske hold før søndagens VM i den skotske storby. Det mener Mørkøv.

"Jeg synes faktisk, at europamesterskabet, vi kørte i 2018, var en god erfaring til det løb, vi skal køre søndag. Hvis der kommer regn, gør det løbet meget mere uforudsigeligt og mere tilfældigt."

"Jeg tror, det bliver samme tendens, vi ser. Det bliver et udskilningsløb bagfra. Dem, der er teknisk og taktisk gode og sidder fremme, kommer langt i løbet. Dem, der sidder længere tilbage, bliver sat af," forudser han.

Ud over Mørkøv var Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Magnus Cort fra det nuværende hold med til løbet for fem år siden.

For Asgreen står ét øjeblik særligt tilbage.

"Jeg husker, at løbet lige pludselig eksploderede. Italienerne satte sig frem og splittede løbet med deres hold. De endte med at sidde i en god situation, hvor de var i overtal og vandt løbet."

"Det er der nok mange, der godt kan huske, og ellers har de nok været på YouTube for at se løbet."

"Det handler om at være klar til det moment og måske endda selv skabe det," lyder det fra Asgreen, der sammen med Mads Pedersen er udnævnt som dansk kaptajn.

Danmark stiller som et af otte hold med otte ryttere, mens Belgien med den forsvarende verdensmester, Remco Evenepoel, som det eneste hold har ni mand med.

Rytterne skal fra klokken 10.30 dansk tid tilbagelægge 120 kilometer, før de rammer rundstrækningen i Glasgow. I alt venter en distance på 271,1 kilometer med 3570 højdemeter på plakaten.