Flyvende hollænder bryder VM-tørken: Mads Pedersen misser medalje i Glasgow

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Flyvende hollænder bryder VM-tørken: Mads Pedersen misser medalje i Glasgow

Opdateret
Mathieu van der Poel endte med at tage sejren søndag på overbevisende manér, selvom han med få kilometer til mål var en tur i asfalten.
Mathieu van der Poel endte med at tage sejren søndag på overbevisende manér, selvom han med få kilometer til mål var en tur i asfalten.Maja Smiejkowska/Reuters/Ritzau Scanpix
Det blev både vådt og hårdt, da der søndag blev kørt verdensmesterskaber i landevejscykling i Skotlands største by, Glasgow. Her endte en af de helt store forhåndsfavoritter, hollandske Mathieu van der Poel, som suveræn vinder foran Wout van Aert og Tadej Pogačar, mens danske Mads Pedersen måtte tage til takke med fjerdepladsen.

38 lange år. Så lang tid er der gået, siden Joop Zoetemelk i 1985 slog blandt andre Greg LeMond, Moreno Argentin og Marc Madiot ved verdensmesterskaberne i landevejscykling i Giavera di Montelli, lidt nord for Treviso. Indtil denne søndag, var Zoetemelk den seneste hollandske verdensmester på landevejen. 

Et åbent sår for en stolt cykelnation som Holland. Men nu er såret lukket, måske endda fuldkommen helet, for Mathieu van der Poel brød søndag den næsten fire årtier lange hollandske forbandelse, da han sejrede i Glasgows regnvåde gader, hvor danske Mads Pedersen lige præcis ikke fik metal. 

Det gjorde hollænderen efter et langt og hårdt løb, der blevet åbnet med langt over 100 kilometer tilbage, og som bød på både en midlertidig afbrydelse af cykelløbet og en række dramatiske styrt, blandt andet for lige netop vinder Mathieu van der Poel.

Traditionen tro kørte et relativt stort udbrud afsted fra morgenstunden, da starten gik i den skotske hovedstad, Edinburgh. Ni mand fik slidt sig afsted, mest nævneværdigt amerikanske Kevin Vermaerke, lettiske Krists Neilands og australske Matthew Dinham

Som rytterne krydsede det skotske højland og bevægede sig vestpå, mod landets største by og årets VM-vært, Glasgow, blev forspringet udbygget, men pludselig måtte de ni førende ryttere stoppe op, da en lang række officials pludselig stod og viftede med røde flag. 

Årsagen? En demonstration. Mindst én demonstrant havde således fastlimet sig på den skotske asfalt, og det tvang altså rytterne til en ufrivillig pause på over tre kvarter, hvor rytterne altså måtte prøve at holde benene varme.

Da løbet igen blev sat i gang, blokerede en bil fortsat for dele af vejen med det resultat, at flere ryttere pludselig blev fanget bag et hul, der opstod, da belgierne lagde pres på umiddelbart efter pausen. Her blev dagens vinder, Mathieu van der Poel, faktisk fanget en anelse på bagkant, men med kyndig hjælp fra holdkammerater, fik stjernen kørt sig tilbage til fronten. 

Efter en tur på tværs af Skotland ramte rytterne altså endelig Glasgow, og her skulle der køres 10 runder. 10 ekstremt tekniske runder, der nærmest havde karakter af gadeløb, med masser af 90-graderssving og masser af korte men stejle stigninger. 

Her var særligt danskerne og italienerne tidligt i løbet animerende. Lige fra runde ét lagde Michael Mørkøv pres på, og så begyndte en lang række af angreb ellers at blive sat ind, flere af dem med dansk deltagelse, da blandt andet Søren Kragh Andersen og Matthias Skjelmose var aktive. 

22-årige Mattias Skjelmose lignede længe en rytter, der skulle være med i finalen, men med mindre end 45 kilometer til mål løb danskeren ind i tekniske problemer.
22-årige Mattias Skjelmose lignede længe en rytter, der skulle være med i finalen, men med mindre end 45 kilometer til mål løb danskeren ind i tekniske problemer.Oli Scarff/AFP

Det første alvorlige hul skulle dog åbne sig langt senere, for med omtrent 55 kilometer til mål fik italienske Alberto Bettiol sneget sig væk fra en eksklusiv gruppe. Allerede her så flere ryttere mærket ud, hvis de da ikke allerede var blevet sat. 

Den forsvarende verdensmester, Remco Evenepoel, forsøgte sig med et par angreb undervejs, men belgieren kæmpede hele dagen med sin positionering i det tekniske svære løb, der blev endnu sværere da den skotske regn begyndte at falde. 

Andre favoritter måtte tidligt strække gevær, heriblandt danske Kasper Asgreen og belgiske Jasper Philipsen, mens franske Christophe Laporte blev ramt af defekt på et ekstremt uheldigt tidspunkt i løbet. Også italienske Matteo Trentin, der ellers så stærk ud, måtte se løbet glide ham af hænde, da han styrtede, hvilket også ecuadorianske Jhonatan Narváez gjorde. 

Bag Bettiol fik en eksklusiv gruppe på fire mand organiseret sig. En gruppe bestående af Mathieu van der Poel, Wout van Aert, Tadej Pogačar og Mads Pedersen. Fire af de absolut største favoritter til at erhverve sig regnbuestriberne. 

Længe holdt Bettiol de jagtende stjerne stangen, men med cirka 23 kilometer tilbage fik de fire superstjerner endelig kontakt med italieneren, og det moment udnyttede van der Poel til at sætte et drabeligt og eksplosivt angreb ind, som ingen kunne svare igen på. 

Alberto Bettiol kørte et flot løb søndag og lå længe alene i front i løbets finale.
Alberto Bettiol kørte et flot løb søndag og lå længe alene i front i løbets finale.Maja Smiejkowska/Reuters/Ritzau Scanpix

Langsomt men sikkert sejlede van der Poel væk, og det lignede for en stund, at hollænderen skulle vinde med flere minutter, men pludselig lå den ellers så teknisk sikre rytter i asfalten, da hjulene forsvandt under den 28-årige hollænder i et sving. 

Hurtigt kom van der Poel dog på benene igen, og om det var adrenalinen eller ren og skær arrigskab skal stå usagt, men hollænderen kørte om muligt blot endnu hurtigere efter sit styrt, selvom det kostede en række hudafskrabninger og en ødelagt sko. 

Tæt på kom den jagtende trio bestående af Pedersen, van Aert og Pogačar aldrig igen, og på den afsluttende omgang fik van Aert sågar kørt væk fra sine to kompagnoner og sikret sig sølvmedaljen, mens Mads Pedersen altså skulle spurte med Pogačar om bronzen. 

Den tog sidstnævnte sig af, da danskeren åbenlyst ikke havde mere tilbage i tanken efter en kraftpræstation, der da også udløser en fornem fjerdeplads. Også Matthias Skjelmose kørte et flot løb, men med 42 kilometer til mål havde danskeren mekaniske problemer og måtte se gruppen af forfølgere sejle væk. 

Med van der Poels verdensmesterskab kan hollænderne altså endelig prale af en verdensmester på ny efter næsten fire årtier uden hollandsk vinder. Det er samtidig sjette gang i karrieren, at van der Poel bliver eliteverdensmester på cyklen, for fem gange i løbet af karrieren, senest tidligere i år, er hollænderen blev verdensmester i cyklecross.