Vingegaard smadrer Pogačar: Vinder hård enkeltstart i overlegen stil

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vingegaard smadrer Pogačar: Vinder hård enkeltstart i overlegen stil

Opdateret
Ingen var i nærheden af Jonas Vingegaard på tirsdagens enkeltstart i Tour de France. Danskeren fejede al modstand til side.
Ingen var i nærheden af Jonas Vingegaard på tirsdagens enkeltstart i Tour de France. Danskeren fejede al modstand til side.Thomas Samson/AFP
Der var slet ingen tvivl om, hvem der havde mest fart i cyklen på tirsdagens enkeltstart i Tour de France. Jumbo-Vismas danske holdkaptajn Jonas Vingegaard fejede nemlig al modstand til side og sejrede, mens danskerens slovenske rival, Tadej Pogačar, tabte stort i klassementet til danskeren.

Enkeltstarten. Det er måske cykelsporten i sin reneste form. Hver mand i kamp mod uret, hver mand i kamp mod sig selv. En grufuld disciplin, der kræver en smertetolerance uden lige, for når syrerne står langt ud af ørerne, skal man forsøge at finde endnu et ekstra gear.

Dét ekstra gear havde Jonas Vingegaard tirsdag. Måske havde han ikke bare ét, måske havde han fem eller otte eller 20. For i hvert fald var status efter 22,4 kilometer i sadlen, at den 26-årige dansker havde leveret en af de bedste enkeltstartspræstationer i historien.

Der var slet og ret ikke nogen som helst, der var i nærheden af Jumbo-Visma-kaptajnen. Ikke rivalen i det samlede klassement, UAE Team Emirates’ slovenske vidunder Tadej Pogačar, ikke Vingegaards egen supermand af en holdkammerat, tusindkunstneren Wout van Aert.

Allerede på første mellemtid, efter bare syv kilometers kørsel, stod det klart, at Jonas Vingegaard havde tændt en ild under sig selv. 16 sekunder hurtigere end Pogačar, 42 sekunder hurtigere end schweiziske Stefan Küng, der frem til dagens to sidst startende ryttere havde bedste mellemtid efter de syv kilometer.

Giulio Ciccone leverede i sin prikkede bjergtrøje dagens bedste tid på den kategoriserede stigning.
Giulio Ciccone leverede i sin prikkede bjergtrøje dagens bedste tid på den kategoriserede stigning.Marco Bertorello/AFP

Og sådan fortsatte det ellers bare. For hver kilometer der gik, udbyggede Jonas Vingegaard sin overlegne føring over den slovenske superstjerne, der var start blot to minutter før danskeren. Anden mellemtid? 31 sekunders forspring. Tredje og sidste mellemtid? Ét minut og fem sekunder.

I mellemtiden kunne Wout van Aert fra dagens hot seat se sin holdkammerat ødelægge den tid, der ellers havde placeret belgieren i førersædet i Combloux, der var dagens målby efter starten i Passy, lidt over 22 kilometer forinden.

På vej mod mål ventede også en stigning. Alt i alt 6,3 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,6. Særligt de første 2,8 kilometer var dog hårde og stejle, 8,5 procent i stigning, og her var der bjergpoint på spil. 

Stigningen, Côte de Domancy med start i Sallanches, kan nostalgiske cykelkendere måske huske fra VM i 1980, hvor den blev forceret hele 20 gange, inden Bernard Hinault kunne lade sig hylde som verdensmester.

Tadej Pogačar leverede egentlig en hæderlig enkeltstart tirsdag, men sloveneren tabte alligevel over halvandet minut til Jonas Vingegaard.
Tadej Pogačar leverede egentlig en hæderlig enkeltstart tirsdag, men sloveneren tabte alligevel over halvandet minut til Jonas Vingegaard.Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Mesteren denne tirsdag var dog Jonas Vingegaard, om end danskeren ikke formåede at køre hurtigere end italienske Giulio Ciccone, der var hurtigste mand mellem anden og tredje mellemtid og derfor hentede gode point til sin jagt på løbets polkaprikkede bjergtrøje.

Mens flere ryttere, herunder føromtalte Giulio Ciccone og såmænd også Tadej Pogačar, valgte at skifte fra enkeltstartscykel til en lettere og mere klatringskomfortabel almindelig cykel, forblev Jonas Vingegaard på sin Cervélo-enkeltstartscykel, og det gav udslag i endnu større tidsforskel.

Målet blev passeret i en tid lydende på blot 32 minutter og 36 sekunder, en gennemsnitlig hastighed på 41,2 kilometer i timen. Nummer to? Tadej Pogačar, et minut og 38 sekunder efter. Nummer tre? Holdkammerat Wout van Aert, to minutter og 51 sekunder efter.

Dermed udbygger den forsvarende danske Tour de France-vinder sin føring i det samlede klassement, fra 10 sekunders forspring før dagens enkeltstart til nu at føre med vanvittige et minut og 48 sekunder med blot fem etape tilbage af årets Tour de France.

Wout van Aert var best of the rest på tirsdagens enkeltstart, kun overgået af supermændene Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar.
Wout van Aert var best of the rest på tirsdagens enkeltstart, kun overgået af supermændene Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar.Thomas Samson/AFP

Onsdag venter dog en vanvittigt hård etape, hvor Tadej Pogačar utvivlsomt vil forsøge at slå tilbage, når rytterne skal forcere over 5.000 højdemeter på 165 kilometers distance, fra Saint-Gervais Mont-Blanc til Courchevel.

Undervejs venter blandt andet Col de Saisies og Cormet de Roselend, begge stigninger i første kategori, før finale venter på Col de la Loze, løbets højeste stigning i over 2.300 meters højde, et monster af en stigning, udenfor kategori, på 28 kilometer med seks procent i gennemsnitlig stigning.

Jonas Vingegaard var ikke eneste dansker, der præsterede flot på dagens enkeltstart, for også Lidl-Trek-duoen Mattias Skjelmose og Mads Pedersen kørte sig ind i top-10, førstnævnte som nummer otte, sidstnævnte som nummer ni.

I toppen af det samlede klassement måtte INEOS Grenadiers’ spanske stortalent, 22-årige Carlos Rodríguez, se sig overhalet af UAE Team Emirates’ britiske sekondløjtnant, Adam Yates, der endte som nummer syv på dagens etape.