Jens Stryger Larsen får tre år i Malmö FF

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Jens Stryger Larsen får tre år i Malmö FF

Jens Stryger Larsen er ny del af en dansk delegation i Malmö.
Jens Stryger Larsen er ny del af en dansk delegation i Malmö.Profimedia
Så blev nyheden officiel.

Den danske landsholdsback Jens Stryger Larsen skifter til Malmö FF på en treårig aftale. Det oplyser den svenske fodboldklub mandag på sin hjemmeside.

"Jeg ser frem til udfordringen. Efter at have talt med Malmö FF fik jeg straks en god fornemmelse," siger Jens Stryger Larsen til klubbens hjemmeside.

"Jeg er en dynamisk spiller, der har en masse erfaring fra udlandet. Jeg har spillet i mange forskellige klubber og i mange forskellige lande. Nu ser jeg frem til at hjælpe Malmö FF til nye succeser," siger han.

I torsdags fik 32-årige Jens Stryger Larsen ophævet sin kontrakt med Trabzonspor.

Den alsidige højreback havde oprindeligt kontrakt med den tyrkiske klub til sommeren 2025, men den blev annulleret uden kompensation til danskeren, skrev klubben.

I Malmö FF bliver han holdkammerat med landsmændene Anders Christiansen, Søren Rieks og Sebastian Jørgensen.

"AC (Anders Christiansen, red.) og jeg har været venner, siden vi spillede sammen på ungdomslandsholdene. Vi har altid holdt kontakten, selv når vi har spillet langt fra hinanden. Vi har selvfølgelig talt meget sammen, og han har kun haft gode ting at sige om Malmö FF," forklarer Jens Stryger Larsen.

Malmö FF sikrede sig efter en meget tæt duel med Elfsborg sidste år sit 23. svenske mesterskab, hvorfor der venter kvalifikationskampe til Champions League til sommer.

Stryger skiftede til Trabzonspor fra italienske Udinese i sommeren 2022, og han har det meste af sit halvandet år i den tyrkiske klub fået regelmæssig spilletid.

I alt nåede han 62 kampe og tre scoringer i Trabzonspor-trøjen.

Tidligere i karrieren har han desuden repræsenteret Brøndby, FC Nordsjælland og østrigske Austria Wien.

Han debuterede for det danske A-landshold i august 2016 under Åge Hareides ledelse.

Under nordmanden var Stryger mere eller mindre fast mand på venstrebacken og spillede blandt andet alle tre gruppekampe ved VM i Rusland i 2018, inden han sad ude i ottendedelsfinalen mod Kroatien.

Under Kasper Hjulmand har han spillet knap så mange minutter, men han fik spilletid i alle seks kampe ved EM i 2021, hvor Danmark nåede semifinalerne.

Ved VM i 2022 blev han på bænken i de tre gruppekampe, men i den netop overståede EM-kvalifikation fik han spilletid i fem af ti kampe.

I alt står Stryger noteret for 54 landskampe og tre scoringer.