Ishockeymænd rejser sig mod Slovakiet og giver landstræner første sejr

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ishockeymænd rejser sig mod Slovakiet og giver landstræner første sejr

Danmark kom tilbage efter nederlaget mod de tyske værter.
Danmark kom tilbage efter nederlaget mod de tyske værter.Ishockey.dk
Så har den nye landstræner Mikael Gath også prøvet at vinde med det danske ishockeylandshold.

Danskerne rejste sig effektivt efter nederlaget til Tyskland og slog Slovakiet 4-3 i holdets anden kamp i firenationersturneringen Deutschland Cup i Tyskland.

Sejren blev grundlagt i en solid første halvdel, hvor det danske spil flød, og danskerne var klart bedre med pucken end deres modstandere. Det blev overraskende spændende til sidst, da udvisninger slog rytmen i stykker.

Efter en frisk slovakisk åbning overtog Danmark styringen og bragte sig på sejrskurs i første periode. Det var farlige Joachim Blichfeld, der åbnede scoringen på en pludselig chance efter otte minutters spil.

I slutningen af perioden øgede danskerne til 2-0, da Felix Scheel fra en position bag mål fandt Christian Wejse. Den store center huggede resolut pucken højt i nettet.

Det tredje danske mål faldt i powerplay kort inde i anden periode. Oscar Fisker Mølgaards skud voldte den slovakiske målmand store problemer, og Mikkel Aagaard prikkede returpucken over stregen.

Danmark havde tilsyneladende fuld kontrol over kampen mod en modstander, der i torsdags bankede Østrig med hele 7-1. Men danskerne blev slået ud af kurs af flere udvisninger midt i anden periode.

Slovakiet udnyttede overtallet til at reducere til 1-3, mens både Oliver Larsen og Patrick Russell sad i straffeboksen.

Spillet blev mere rodet derefter, men seks minutter før tid fandt Danmark målet igen.

Efter en afbrænder fra Mathias From bevarede danskerne pucken, og Anders Koch svirpede den op i fjerneste målhjørne.

Slovakkerne svarede dog straks igen og sendte pucken ind bag Mathias Seldrup til reducering 2-4, og da Danmark kort efter igen kom i undertal med to mand, var der pludselig spænding igen.

Det blev 3-4 i en situation, hvor Seldrup ellers mente, han havde blokeret pucken. Slovakkerne kastede alt frem til sidst, men de danske spillere red stormen af.

Kampresultat
KampresultatFlashscore

Danmark afslutter Deutschland Cup med et møde med Østrig søndag formiddag.