Stortalent kroner vild sæson med tredje VM-slutrunde på fem måneder

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Stortalent kroner vild sæson med tredje VM-slutrunde på fem måneder

Det er gået ualmindeligt stærkt for Oscar Fisker Mølgaard.
Det er gået ualmindeligt stærkt for Oscar Fisker Mølgaard.Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Hvis Oscar Fisker Mølgaard indimellem har svært ved at finde tid i kalenderen, er det til at forstå. Egentlig er det danske ishockeytalent stadig U18-spiller, men det er, som om han lige nu dukker op alle vegne.

Fintællingen viser, at Mølgaard alene i denne sæson har spillet for tre forskellige hold i sin klub, HV71 i Sverige, og for tre forskellige danske landshold.

Lørdag eftermiddag tager han hul på sit tredje VM på fem måneder.

"Der har været gang i den og meget at se til. Jeg har forsøgt at nyde det, selv om der har stået meget på programmet. Det har bare været et vanvittigt fedt år," siger den unge nordjyde.

Han begyndte sæsonen på U20-niveau i HV71, men skader på seniorholdet gav i efteråret den dengang 17-årige center chancen i den bedste svenske række, SHL, en af Europas bedste ligaer.

Det gjorde han så godt, at han blev valgt igen og igen og stod noteret for 41 kampe, da SHL-sæsonen sluttede. Derefter var der også lige tid til slutspil med klubbens U20- og U18-hold.

"For et år siden havde jeg ikke regnet med, at det skulle udvikle sig sådan, så da jeg fik muligheden i SHL, var jeg selvfølgelig nervøs. Men jeg sagde også til mig selv, at jeg skulle sørge for at vise mig frem."

"Jeg spillede simpelt i starten og viste trænerne, at de kunne stole på mig, og så blev det til mere og mere spilletid. Jeg har vel bare grebet chancen," forklarer Oscar Fisker Mølgaard.

Det var et godt billede på hans travle sæson, da han i april forlod A-landsholdets træningslejr for at tage til Frankrig for at spille VM med U18-landsholdet. Tilbage i december var han også til VM på U20-niveau.

Mølgaards gennembrud kommer, netop som en stor spillergeneration er på vej på pension, og dansk ishockey skriger på nye centere af internationalt format.

Det gør derfor teenageren ekstra interessant, at flere eksperter peger på, at han i spillestil minder ikke så lidt om Frans Nielsen.

"Det har jeg hørt før, men det er svært at sammenligne mig selv med ham. Han var en vanvittig klog spiller og måske den største, vi har haft i Danmark."

"Ligesom ham er jeg tovejscenter. Jeg har styrker defensivt og vil også gerne være med i offensiven. Jeg er disciplineret, og det er nok også det, jeg har overlevet på i SHL," siger Oscar Fisker Mølgaard.

Med hans indtræden på A-landsholdet er der skrevet endnu et kapitel i den efterhånden tykke bog om fædre og sønner på det danske ishockeylandshold.

Oscar Fisker Mølgaard spiller lørdag sin første kamp på højeste VM-niveau mod Ungarn i finske Tampere. Samme by som hans far, Lars Mølgaard, debuterede ved A-VM i 2003.

Det var første gang, Danmark var med i det bedste selskab, og det blev samtidig far Mølgaards sjette og sidste VM-turnering.

"Det er en sjov historie, og det er da noget, vi har snakket om," siger Oscar Fisker Mølgaard.