Cheftræner tror på fortsat succes efter exit: ”Skanderborg er jo lidt et håndboldmekka”

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Cheftræner tror på fortsat succes efter exit: ”Skanderborg er jo lidt et håndboldmekka”

Jeppe Vestergaard har tidligere stået i spidsen for Hadsten Håndbold i en enkelt sæson, inden den 32-årige cheftræner tog til Skanderborg Håndbold.
Jeppe Vestergaard har tidligere stået i spidsen for Hadsten Håndbold i en enkelt sæson, inden den 32-årige cheftræner tog til Skanderborg Håndbold.Ole Nielsen
Til sommer mister Skanderborg Håndbold lidt af en profil, når cheftræner gennem fem sæsoner Jeppe Vestergaard skifter til Aarhus United. Den 32-årige chef er dog yderst fortrøstningsfuld i forhold til klubbens fremtid, blandt andet på grund af et stærkt ungdomsakademi med en enorm talentmasse.

Når 32-årige Jeppe Vestergaard til sommer vinker farvel til Skanderborg Håndbold efter fem år i spidsen for det østjyske ligahold, bliver det med en rekordflot sæson til CV’et. Det ligger allerede nu fast, efter skanderborgenserne med deres seneste sejr over Ajax rundede 17 point og dermed slog klubbens nu forhenværende pointrekord på 16 i den bedste danske række.

Og selvom de kommende år altså bliver med en ny cheftræner ved roret, så er den afgående Skanderborg-chef, der rykker til Djurslands Bank Arena og sætter sig i det varme sæde hos Aarhus United, ganske sikker på, at skanderborgensernes succes vil fortsætte. Det fortæller den 32-årige cheftræner i et interview med Flashscore.dk.

”Skanderborg er jo lidt et håndboldmekka, så når man træder ind hos os, er der jo håndbold på alle baner, tre haller i fuld gang hver dag. Derfor bliver man skolet i et miljø, hvor man bliver trænet hårdt, og man bliver skolet i et miljø, hvor vores tilgang til tingene er uændret i forhold til seneste præstation,” fortæller Vestergaard til Flashscore.dk om Skanderborg Håndbold og det dertilhørende akademi SHEA.

Når Skanderborg nok engang ikke bare kan overleve i landets bedste række, men også ligge ganske få point fra den eftertragtede ottendeplads, der er yderste mandat til slutspillet, så skyldes det ifølge Jeppe Vestergaard et længerevarende arbejde med både ligatruppen og talentakademiet.

”Vi har jo arbejdet hårdt med den her kontinuitet, og vi har for eksempel Sarah Kirkeløkke og Mathilde Storgaard, der står i vores midterforsvar sammen for fjerde sæson i træk. Vi har snart fem spillere i klub-100, der alle har optjent de kampe i den periode, jeg har været træner.”

I sæsonen inden Jeppe Vestergaard overtog styringen i Skanderborg Håndbold, opnåede klubben en rekordhøj pointhøst med 16 point. Her var blandt andet landsholdsmålvogter Anna Kristensen at finde i klubben, før hun drog til Viborg HK i samme sommer, som Vestergaard kom til i Skanderborg.
I sæsonen inden Jeppe Vestergaard overtog styringen i Skanderborg Håndbold, opnåede klubben en rekordhøj pointhøst med 16 point. Her var blandt andet landsholdsmålvogter Anna Kristensen at finde i klubben, før hun drog til Viborg HK i samme sommer, som Vestergaard kom til i Skanderborg.Flashscore

”Så vi har haft stor kontinuitet, og det høster vi frugterne af nu, og så høster vi selvfølgelig frugterne af et fantastisk ungdomsakademi, hvor vi altid får en sending store talenter op,” kommer det fra Vestergaard, der tidligere har været assistenttræner i både Aarhus United og Randers HK.

At ungdomsakademiet er et af landets stærkeste, vidner navne som Kristina Jørgensen og Anna Kristensen om, begge spillere med fortid i SHEA, og det fokuserede arbejde med ungdommen giver ifølge Vestergaard også ligatruppen en unik mandskabsmæssig situation.

”Vi har skabt et miljø, hvor jeg tror, det måske er den nemmeste transition i hele Danmark i forhold til at implementere unge, talentfulde spillere ind på et ligahold, og det giver os jo en enorm bredde. I år har vi for eksempel givet debut til ni eller 10 U19-spillere,” forklarer Vestergaard.

Foruden muligheden for at trække på U19-holdet til ligatruppens bredde, letter det enorme talentarbejde ifølge cheftræner også rekrutteringen fra sæson til sæson.

”Det betyder også, at vi har en ligatrup på 15, hvoraf ni er udklækket på eget akademi, så når vi får nye spillere ind, så er det jo ikke nye spillere som sådan, men spillere der i to-tre år har trænet kontinuerligt med ligatruppen og derfor kender mig, kender kulturbærerne på holdet,” pointerer 32-årige Vestergaard, der inden tjansen i Skanderborg var cheftræner i Hadsten Håndbold.

Det hele er dog ikke bygget på talenter af egen avl, og Vestergaard henviser således til en række spillere, der er kommet ind fra større hold, hvor gennembruddet aldrig indfandt sig, men som i Skanderborg har fået kittet tingene sammen.

Skanderborg Håndbold har blandt andet spillet flotte kampe mod både Viborg HK og Odense Håndbold efter nytår.
Skanderborg Håndbold har blandt andet spillet flotte kampe mod både Viborg HK og Odense Håndbold efter nytår.Flashscore

”En gang imellem handler det om at finde det der guld, som de andre ikke lige har fået til at skinne. Det synes jeg, vi har været heldige med, kombineret med en god bredde. Vi har mange gode spillere, jeg kan putte ind,” siger Vestergaard.

Blandt andet kan venstrefløj Laura Holm, hentet i Viborg HK, nævnes med sine 114 scoringer, flest blandt alle fløjspillere i kvindehåndboldligaen, mens også Henriette Hansen, med fortid i Ikast Håndbold, har gang i en flot sæson.

Mest nævneværdig er dog måske 25-årige Line Berggren Larsen, der blev hentet til Aarhus United efter et stort gennembrud i EH Aalborg, men aldrig for alvor slog til i det århusianske. Det har nordjyden i allerhøjeste grad gjort i Skanderborg, hvor hun med ni optrædener på rundens hold i de seneste to sæsoner overgår profiler som Dione Housheer og Nora Mørk.

”Noget af det, vi har fået brudt igennem, er jo selvfølgelig at score mange mål. Det har tidligere været en udfordring for os. Men vi ligger med et rigtig fint snit på målene, og vi har fået en kontrafase, som, jeg mener, matcher nogle af de bedre hold,” kommer det fra Vestergaard.

Netop målene og kontrafasen har Line Berggren Larsen i den grad bidraget til at tage til et nyt niveau, for med sine 139 scoringer er det kun Sønderjyskes Sarah Paulsen og Bjerringbros Line Gyldenløve med henholdsvis 148 og 171 mål, der har scoret flere.

Endnu resterer der fire kampe i grundspillet for Skanderborg Håndbold, der således fortsat kan nå at kravle op på i det forjættede slutspilsland, hvor netop føromtalte Sønderjyske Håndbold i øjeblikket indtager ottendepladsen med tre point mere end Skanderborg.