Færøerne skrev håndboldhistorie: En ubeskrivelig oplevelse

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Færøerne skrev håndboldhistorie: En ubeskrivelig oplevelse

Glæden er stor på Færøerne
Glæden er stor på FærøerneProfimedia
Hvis Peter Bredsdorff-Larsen dufter lidt af humle denne mandag, er det ikke så mærkeligt.

Søndag blev han den første træner til at føre Færøerne til en håndboldslutrunde, og derfor blev han af en flok ellevilde færøske landsholdsspillere badet i de gyldne dråber, da festen brød ud i omklædningsrummet.

"Det var en helt ubeskrivelig oplevelse at opleve så mange glade mennesker. Det er dejligt at mærke den enorme glæde, der er", siger Peter Bredsdorff-Larsen dagen derpå.

Godt nok tabte de færøske mænd søndag til Østrig, men resultaterne af de øvrige kampe i EM-kvalifikationen flaskede sig, og så kunne spillere og medrejsende fans sparke festen i gang i Østrig.

Det lille ørige kan nu se frem til at spille for tusindvis af tilskuere ved EM i Tyskland i januar. Selv om det på mange måder er naturstridigt. Målt på indbyggertal er øgruppen blandt de allermindste lande i Europa.

Men der er gode grunde til, at Færøerne har været i stand til at levere sensationen.

"Det er et langt, sejt træk, der har gjort det her muligt. Færingerne har arbejdet fantastisk stabilt og vedholdende på en meget passioneret måde", siger Peter Bredsdorff-Larsen.

"Og så er vi lige nu begunstigede af at have nogle meget store talenter - større end øens indbyggertal berettiger. Det er en helt ekstraordinær talentmasse, som er utrolig stålsat, og som vil gå gennem ild og vand for hinanden".

Og EM bliver ikke en enlig svale, mener Peter Bredsdorff-Larsen. De bærende spillere på holdet er omkring 20 år gamle, og flere af dem er på vej mod store adresser i Europa.

Det gælder blandt andre Elias Ellefsen à Skipagøtu og Hákun West Av Teigum på henholdsvis 20 og 21 år.

Førstnævnte skifter til sommer fra IK Sävehof til THW Kiel, mens sidstnævnte rykker fra Skanderborg-Aarhus til Füchse Berlin. Og klubskifter af den kaliber er uvurderlige, når man taler om Færøernes chancer ved EM.

"Det bliver et kvantespring, og det kommer til at gavne holdet, at de kommer til topklubber. Det vigtigste er, at den enkelte spiller udvikler sig maksimalt. Vi skal blive hurtigere og stærkere, og det skal vi skynde os med", siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Og der er flere stortalenter på vej. Elias Ellefsen à Skipagøtus fætter Óli Mittún på 17 spiller allerede en rolle på landsholdet og er formentlig en af dem, der kan se frem til et stort klubskifte i de kommende år.

"Jeg kan godt mærke på interessen fra agenter og kolleger, at interessen for færøsk håndbold bliver større og større", siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Men hvordan skal de unge talenter dog matche Frankrig, Sverige, Spanien og Danmark ved EM? Det kan de nok ikke. Men Peter Bredsdorff-Larsens tropper har vist, at de kan slå hold som Rumænien og Ukraine.

"Vi har relativt små spillere, men de er ekstremt hurtige og fintestærke. Og selv om de er unge, spiller de med utrolig kølighed og robusthed. Vi spiller en helt særlig form for håndbold, som kan udfordre nogle typer af modstandere", siger Peter Bredsdorff-Larsen.