Ikast fortsætter flot stime og sætter slovenere til vægs i Champions League

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ikast fortsætter flot stime og sætter slovenere til vægs i Champions League

Ikast, her i en en kamp mod Thueringer HC i 2023
Ikast, her i en en kamp mod Thueringer HC i 2023Profimedia
Ikast Håndbold har opbygget en stime af sejre i Champions League.

Lørdag aften var midtjyderne på besøg hos Krim Ljubljana og vandt 34-28. Det var den tredje sejr i træk i den fornemme turnering.

Det var første gang, at Ikast skulle klare sig uden stortalentet Julie Scaglione, efter at hun tidligere på ugen blev alvorligt knæskadet.

På trods af Scagliones fravær spillede Ikast i store træk en solid kamp, men havde en lille krise i den første halvdel af anden halvleg, hvor pauseføringen på tre mål næsten blev formøblet.

Men særligt takket være tjekkiske Markéta Jerábková blev skaden ikke så stor, og i det sidste kvarter var der ikke så meget at rafle om.

Ikast holder dermed fast i sin tredjeplads i gruppespillet. Klubben har et point op til både Team Esbjerg og Metz, der mødes søndag i Frankrig.

I lørdagens optræden i Slovenien lagde Ikast rigtig flot ud. Kasper Christensen kunne glæde sig over et flydende og tålmodigt angrebsspil og en storspillende Irma Schjött i målet.

Selv da midtjyderne på et tidspunkt var i undertal med to spillere, satte de nogle flotte angrebsåbninger sammen, og hjemmeholdet havde svært ved at dæmme op for det.

Ved pausefløjt var Ikast foran 18-15, og det lignede en formsag at køre sejren i hus. Men så let gik det ikke.

Krim vågnede pludselig op til dåd, mens Ikasts angrebsspil manglede netop det flow og den tålmodighed, som var udslagsgivende før pausen.

Det endte med for mange fejlafleveringer og mislykkede enkeltmandspræstationer. Kun Markéta Jerábková holdt niveauet oppe, og hun sørgede for, at Krim ikke kom for tæt på.

Midtvejs i anden halvleg vendte heldet. Krim tabte pusten, og Ikast fik igen styr på angrebsspillet. Efter at forspringet havde været nede på et mål, slog Ikast pludselig et hul på fire, og så var værterne knockout.