Nadia Nadim kan få landsholdscomeback efter 15 måneder

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nadia Nadim kan få landsholdscomeback efter 15 måneder

Nadia Nadim i Louisville-trøjen
Nadia Nadim i Louisville-trøjenAbe Arredondo/Reuters/Ritzau Scanpix
For første gang siden sommeren 2022 kan Nadia Nadim trække i den danske landsholdsdragt.

Den 35-årige forward er med i den trup, som landstræner Andrée Jeglertz har udtaget til Nations League-kampene mod Island og Wales, hvor Danmark må klare sig uden den skadede anfører Pernille Harder.

"Jeg har fulgt hende og haft samtaler med hende. Det seneste tid har hun trænet og spillet regelmæssigt og leveret fine præstationer. Det bliver virkelig godt at se nærmere på hende", siger Jeglertz.

Nadim kæmpede sig efter langvarige skader med i EM-truppen sidste sommer, men blev efterfølgende forbigået, da VM-kvalifikationen skulle begynde.

Kort efter blev hun ramt af en korsbåndsskade, der har kostet mange måneder på sidelinjen. Nu er hun imidlertid tilbage for fulde omdrejninger for sin amerikanske klub, Racing Louisville.

Kampene mod Island og Wales gælder ikke bare en topplacering i Nations League, men også en mulig billet til OL i Paris næste år.

Vinder Danmark sin Nations League-gruppe, er holdet blandt de fire nationer, der skal kæmpe om to OL-pladser.

Danskerne har efter to kampe maksimumpoint og møder Island på udebane 27. oktober, inden Wales kommer på besøg i Viborg fire dage senere. De to sidste kampe i gruppen spilles i begyndelsen af december.