Norsk Brøndby-matchvinder vil have seks point på kontoen: ”Vi skal spille vores eget spil”

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Norsk Brøndby-matchvinder vil have seks point på kontoen: ”Vi skal spille vores eget spil”
Det var Håkon Evjens fjerde scoring i Brøndby-trøjen, da han i Superligaens første runde afgjorde opgøret mod Silkeborg IF.
Det var Håkon Evjens fjerde scoring i Brøndby-trøjen, da han i Superligaens første runde afgjorde opgøret mod Silkeborg IF.Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Søndag aften tørner Brøndby IF og OB sammen på Vestegnen, og her håber matchvinderen fra hjemmeholdets sæsonåbner, norske Håkon Evjen, at man kan skubbe pointtotalen for sæsonens første to Superligakampe op på seks point.

Det blev til en snæver sejr for Brøndby IF i vestegnsklubbens sæsonåbner ude mod Silkeborg IF. Her sikrede norske Håkon Evjen således de sjællandske gæster en 2-1-sejr, efter hjemmeholdet ellers var kommet foran efter kun fem minutters spil. 

Søndag aften løber Jesper Sørensens tropper så på grønsværen til sæsonens anden Superligakamp, og her får man besøg af OB, der hjemme på Fyn åbnede sæson med et 1-1-remis mod Randers FC, der fik udlignet en OB-føring dybt inde i overtiden. 

Her forventer 23-årige Evjen, der i sommerpausen var med det norske U21-landshold til U21-EM, hvor det dog kun blev til spilletid i en enkelt af de tre gruppespilskampe, at Brøndby vil få stor opbakning fra publikum, der i udebanesejren mod Silkeborg var højlydte på gæsteafsnittet. 

”Jeg tror, det bliver megafedt med en hjemmekamp på et lige nu tæt på fyldt Brøndby Stadion. Det bliver utroligt spændende, og jeg håber, der kommer så mange som muligt, og at vi kan give dem en stærk præstation,” kommer det fra Evjen ifølge klubbens hjemmeside

Som bekendt venter OB, der kommer ind til den nye sæson med et flot kvalifikationsspil i afslutningen af seneste sæson i benene, men det til trods er OB en modstander, der de seneste mange år har været et særdeles positivt bekendtskab for Brøndby. 

Således skal man helt tilbage til marts 2019 for at finde seneste Brøndby-nederlag mod OB, da det endte 2-0 i det fynske, og for at finde seneste hjemmebanenederlag til fynboerne skal man sågar helt tilbage til juli 2015. 

Det er længe siden, at OB senest har formået at slå Brøndby IF.
Det er længe siden, at OB senest har formået at slå Brøndby IF.Flashscore

I de seneste 10 indbyrdes møder er det altså blevet til svimlende syv Brøndby-sejre og tre uafgjorte, og Evjen håber da også på, at han og resten af Jesper Sørensens mandskab søndag aften kan fortsætte de gode takter mod OB.

”Vi skal spille vores eget spil. Vi har mange rigtig dygtige fodboldspillere på holdet, gode individuelle præstationer og holdpræstationer. Jeg er sikker på, at vi kommer til at stille slagkraftigt op på søndag (i dag, red.), og så ville seks point efter sæsonens første to kampe være superfedt,” fortæller Evjen. 

Hjemmeholdet må til opgøret undvære Kevin Mensah, der afsoner karantæne efter sit røde kort mod AGF i afslutningen af seneste sæson, mens både Mathias Greve og Carl Björk sidder ude med skader for Jesper Sørensens mandskab. 

Hos gæsterne er der særligt to bemærkelsesværdige afbud, da hverken Emmanuel Sabbi eller Martin Hansen er udtaget til turen over Storebælt, hvorfor Hans Christian Bernat altså må forventes at vogte det fynske bur i Andreas Alms startopstilling. Heller ikke kantspiller Agon Mucolli er med i Brøndby. 

Opgøret på Brøndby Stadion fløjtes i gang klokken 18 og kan naturligvis følges live på Flashscore.