Karakter til Superliga-holdene midtvejs i grundspillet: Store overraskelser og skuffelser

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Karakter til Superliga-holdene midtvejs i grundspillet: Store overraskelser og skuffelser

Silkeborg ligner et hold, der sagtens kan være en del af toppen hele sæsonen.
Silkeborg ligner et hold, der sagtens kan være en del af toppen hele sæsonen.Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Superligaen er halvvejs igennem grundspillet. Derfor har vi hos Flashscore givet en vurdering af de 12 hold, og hvordan de har gjort det i de første 11 spillerunder i sæsonen. Holdene har fået en karakter på 7-trinsskalaen, og kun et enkelt hold har fået topkarakteren 12.

Brøndby IF

De blågule fra Vestegnen har haft en flot start på sæsonen, hvor de lige nu topper tabellen med et enkelt point ned til ærkerivalerne fra FC København. Klubben fik styrket defensiven i transfervinduet, hvor blandt andre Jacob Rasmussen og Sean Klaiber er kommet til, og det har hjulpet på det defensive fundament.

Brøndby tabte ellers to ud af de første tre kampe, og det så endnu en gang ud til, at klubben skulle kæmpe for at komme i top-6. Der begyndte dog at komme sejre på kontoen og spillet blev langsomt bedre, og det virker til, at Jesper Sørensen nu har fundet den helt rigtige opskrift på, hvordan Brøndby skal spille. I de første 11 kampe er det blevet til otte sejre og tre nederlag. 

Det eneste, der gør, at Superligaens førerhold ikke får topkarakter, er fordi det ikke er lykkedes dem at få point mod de to titelfavoritter fra FCK og FC Nordsjælland.

Karakter: 10 

Jacob Rasmussen i aktion for Brøndby
Jacob Rasmussen i aktion for BrøndbyLars Møller/Ritzau Scanpix

FC København 

FC København er forsvarende mestre og i denne sæson er de også med helt fremme i toppen af rækken. ’Løverne’ begyndte sæsonen formidabelt ved at vinde de første fem kampe i Superligaen, mens de samtidig spillede sig i Champions League-gruppespillet. 

Der var kommet nogle særdeles spændende tilføjelser til holdet i form af Mohamed Elyounoussi, Birger Meling og Elias Achouri. De nye spillere skulle forstærke holdet og gøre truppen konkurrencedygtig til både Superligaen og Champions League. 

Efter den blændende start i Superligaen, hvor FC København hentede 15 point i de første fem kampe, begyndte det ellers bundsolide FCK-hold at vise svaghedstegn. Hovedstadsholdet hentede nemlig blot otte point i de efterfølgende seks kampe, og derfor kan FCK heller ikke få en højere karakter, end de har fået.

Karakter: 7

Stillingen i toppen af Superligaen
Stillingen i toppen af SuperligaenFlashscore

Silkeborg IF

Det er utroligt svært ikke at rose Kent Nielsen og Silkeborg for deres præstationer i denne sæson. Klubben ligger i øjeblikket nummer tre i tabellen med kun to point op til Brøndby på førstepladsen. Silkeborg måtte sige farvel til profilen Lukas Engel, mens Tonni Adamsen har været ramt af flere skader. 

Derfor er det endnu mere imponerende, at heltene fra Søhøjlandet har formået at komme sig så stærkt oven på sidste sæson, hvor de endte i nedrykningsspillet. Silkeborg har i gennemsnit hentet to point pr. kamp. Derudover er det blevet til flere flotte sejre blandt andet en 5-0- sejr over Lyngby og en 3-1-sejr i Parken over FCK.

Hvis Silkeborg kan holde kadencen, så er der ingen tvivl om, at de andre tophold skal holde et vågent øje med Silkeborg.

Karakter: 12

Kent Nielsen
Kent NielsenHenning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland

Det er ikke alle hold, der kan få det til at hænge sammen, når man både skal præstere i den hjemlige liga og i de europæiske turneringer. Det ser i hvert fald ud til, at det indtil videre har været en svær balancegang for FC Nordsjælland. Sidste sæsons sølvvindere kom flot fra start med fire sejre i de fire første kampe, og de lignede et hold, der nærmest var umulige at slå. 

Nordsjællænderne har siden da ikke formået at vinde en eneste Superligakamp i de seneste fem forsøg, hvor det er blevet til fire uafgjorte og et enkelt nederlag. Det er blandt andet blevet til en uafgjort mod bundproppen Hvidovre, mens det blev til et nederlag i seneste kamp mod OB.

FC Nordsjælland har fem point op til Brøndby på førstepladsen efter 11 spillerunder, og det er endda, selvom de har slået Brøndby med 3-1 i starten af sæsonen.

Karakter: 4

Oliver Villadsen
Oliver VilladsenLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland

Det så længe skidt ud for FC Midtjylland, der slet ikke kom godt ud til den nye sæson. Midtjyderne har investeret mange penge i de seneste transfervinduer, men ’Ulvene’ har indtil videre kun hylet ganske få gange i sæsonen.

Et par tunge nederlag til Lyngby, Brøndby og FC Nordsjælland gjorde, at FCM lå blandt de nederste seks hold, og Thomas Thomasberg kunne formentlig mærke en vis form for uro i klubben, da midtjyderne heller ikke formåede at kvalificere sig til gruppespillet i Conference League. 

Til gengæld gav det FCM mulighed for at fokusere på Superligaen og siden da har de ikke tabt. I de seneste fem kampe er det endt med to sejre og tre uafgjorte. Men særligt FC Midtjyllands sejr på 2-0 i Parken over FCK var måske et signal om, at de er ved at finde rytmen. Midtjyderne vil dog kæmpe med om mesterskabet, og så er det skuffende at ligge nummer fem.

Karakter: 4

FC Midtjylland
FC MidtjyllandBo Amstrup/Ritzau Scanpix

Lyngby BK

Med det yderste af neglespidserne fik Lyngby kæmpet sig til overlevelse i sidste sæson. Derfor var det også interessant at se, hvordan Lyngby ville tage sig ud i denne sæson. Specielt set i lyset af, at de mistede to store profiler i sommerens transfervindue, da Alfred Finnbogason skiftede til belgisk fodbold, men Lucas Hey skiftede til rivalerne fra FCN.

Det har dog slet ikke haft nogen negativ effekt på Lyngby, der har overrasket og lige nu indtager sjettepladsen med 15 point i 11 kampe. En flot udvikling fra Freyr Alexanderssons tropper, der allerede fra starten af sæsonen har lagt god afstand til nedrykningsdramaet. 

Selvom det blev til et gedigent nederlag på 5-0 i kampen mod Silkeborg inden landskampspausen, så har Lyngby overgået alles forventninger, og derfor får de en velfortjent og flot karakter.

Karakter: 10

Freyr Alexandersson
Freyr AlexanderssonHenning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF

Det er ikke lykkes for AGF’erne at holde samme flotte niveau, som man så i store dele af sidste sæson, hvor aarhusianerne sluttede som nummer tre. AGF har spillet næsten halvdelen af deres kampe uafgjort, mens det er blevet til tre nederlag og tre sejre. 

Særligt defensiven har set skrøbelig ud efter salgene af både Yannick Bisseck og Thomas Kristensen, og selvom de kun har indkasseret 14 mål, så har det været scoringer, der har haft afgørende betydning. Samtidig har AGF’s offensiv ikke været særlig produktiv, da det kun er blevet til 12 mål i 11 kampe.

Det mest positive ved AGF’s situation er, at de kun er et enkelt point fra top-6. Allerede i den kommende Superligarunde kan de overtage sjettepladsen, når de gæster Lyngby.

Karakter: 4

Jesper Hansen
Jesper HansenMikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Randers FC 

Randers FC ser efterhånden ud til at have fundet sig til rette under Rasmus Bertelsen, men det har taget sin tid. Kronjyderne fik en forfærdelig start på sæsonen, hvor det kun blev til fem point i de første syv kampe, og det så længe ud som om, at de ville holde Hvidovre og Vejle med selskab i bunden. 

Nu har ’Hestene’ dog fået styr på tøjlerne og har sat en god stime sammen, hvor de ikke har tabt siden starten af september.

Her er det blevet til to uafgjorte og to sejre. Det blev blandt andet til en sejr over Silkeborg og en uafgjort mod FCM inden landsholdspausen. 

Randers er overraskende nok kun to point fra top-6, og det er til trods for den horrible start. Derfor har Rasmus Bertelsen og Randers også lige akkurat fået en bestået karakter.

Karakter: 02

Bjørn Kopplin i kamp mod FC Midtjylland
Bjørn Kopplin i kamp mod FC MidtjyllandBo Amstrup/Ritzau Scanpix

Viborg FF

Viborg var en af sidste sæsons helt store overraskelser, da de var med i medaljekampen og sågar havde guldet inden for rækkevidde mod slutningen af sæsonen. Det endte dog med en flot fjerdeplads. 

Sidste sæsons fjerdeplads virker dog en kende fjern, da Viborg i øjeblikket indtager en småskuffende niendeplads. Midtjyderne måtte i løbet af sommeren vinke farvel til talismanen Elias Achouri, som drog til FCK, og det har haft en stor effekt på Viborgs offensiv. 

Det er nemlig kun blevet til 11 scoringer i de første 11 kampe, hvilket betyder, at de er det næstmindst målfarlige hold i Superligaen.

Viborg kan dog være lykkelige for, at Superligaen er meget tæt, og hvis de kan sætte en god stime sammen, så kan de hurtigt komme op i top-6.

Karakter: 00

Daniel Anyembe
Daniel AnyembeLars Møller/Ritzau Scanpix

OB

Der var store forventninger til OB, da de i løbet af sommeren hentede den ene spændende spiller efter den anden. Men som så mange gange før, så har odenseanerne skuffet fælt. Sæsonen startede eller ganske pænt med en uafgjort mod Randers i sæsonåbneren og en sejr på Brøndby Stadion i anden spillerunde, men siden da har OB set skrøbelige ud. Kun en magtdemonstration mod Hvidovre og en overraskende sejr i Farum har sørget for, at OB holder liv i drømmen om top-6.

Hverken klubben eller fansene kan være tilfredse med at ligge nummer ti i Superligaen, som tilfældet er lige nu. OB har dog alligevel kun fire point op til sjettepladsen, og det er derfor slet ikke utænkeligt, at de kan komme i mesterskabsspillet, som de stræber efter.

Karakter: -3 

Sven Köhler
Sven KöhlerClaus Bech/Ritzau Scanpix

Vejle 

Traditionsklubben Vejle har i de seneste mange år gjort sig som det, man vil kalde et elevatorhold. Når de rykker op i Superligaen, så rykker de ofte ned igen sæsonen efter. Klubben fik da også den klart dårligste start af alle hold i Superligaen ved at tabe de første seks kampe. 

Vejle har dog ikke lignet et hold, der ikke har været klar til Superligaen. I alt har de tabt syv af de første 11 kampe, men det bemærkelsesværdige er, at samtlige nederlag kun har været med et enkelt mål. Derfor lignede det også et spørgsmål om tid før heldet ville vende. I de seneste fem kampe er det da også lykkedes at komme på pointtavlen, da det er blevet til to sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag. 

Selvom Vejle ligner et hold, der sagtens kan være med i Superligaen, så er det dyrt at tabe så mange kampe i streg, og det afspejler sig i karakteren.

Karakter: 00

Bundstriden i Superligaen
Bundstriden i SuperligaenFlashscore

Hvidovre IF

Der er ingen tvivl om, at Hvidovre blev set som den helt klare underdog i Superligaen. Klubben gjorde det fremragende i 1. Division i sidste sæson, men i sommerens transfervindue sagde de farvel til to af de bærende kræfter på midtbanen, da både Andreas Pyndt og Frederik Carlsen skiftede til Silkeborg. 

Vestegnsklubben fra 2650 har da også haft de svært, og det er kun blevet til fire point i de første 11 kampe. Det er dog ikke, fordi Hvidovre er blevet blæst ud af banen i alle kampe.

Selvom det endnu ikke er blevet til en sejr, så har Hvidovre formået at hente point på udebane mod henholdsvis Randers, Viborg og FCN. Tre hold, som alle sluttede i top-6 i seneste sæson.

Der skal dog nogle sejre på tavlen, hvis Hvidovre skal holde liv i det spinkle håb om overlevelse.  

Karakter: 00

Simon Makienok
Simon MakienokClaus Fisker/Ritzau Scanpix