Brøndby-helt efter første mål i 2023: Der har været mange tanker oppe i hovedet

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brøndby-helt efter første mål i 2023: Der har været mange tanker oppe i hovedet

Mathias Kvistgaarden jubler med sine holdkammerater
Mathias Kvistgaarden jubler med sine holdkammeraterHenning Bagger/Ritzau Scanpix
Anført af kantspiller Mathias Kvistgaarden tog Brøndby søndag en 3-1-sejr på udebane mod Randers.

Brøndby gik til pause foran med 3-0 efter en halvleg, hvor Kvistgaarden havde næstsidste fod på det første mål, samt sidste fod på både 2-0- og 3-0-scoringen.

Målene var den 21-årige offensivspillers første siden en udekamp mod AaB helt tilbage i august sidste år. Derfor var den unge Brøndby-kant selvsagt meget tilfreds efter kampen.

"Det giver et smil på læben, og man sover godt i nat. Det var tiltrængt".

"Man kan ikke lægge skjul på, at det har været en svær periode på det punkt. Der har været mange tanker oppe i hovedet".

"Jeg er glad for kampen. Som hold var det en rigtig fin kamp", siger Mathias Kvistgaarden.

Kantspilleren fik debut for Brøndby i 2020 som bare 18-årig. Siden da blev det primært til spilletid som angriber, men i forårssæsonen har Brøndby-træner Jesper Sørensen forsøgt at bruge Kvistgaarden på kanten.

Rollen som kantspiller er derfor stadig ny for Kvistgaarden, men han har alligevel allerede fundet sig godt til rette i den.

"Jeg føler, at jeg har noget fart og nogle individuelle kvaliteter, som jeg kan bruge derude".

"Der er stadig meget, der skal bygges på, og meget der skal læres endnu, men jeg føler, at det er bedre på den nye position", siger den 21-årige offensivspiller.

Efter en sæson, hvor spilletiden har varieret meget, var kampen mod Randers den sjette i streg for Brøndby med Kvistgaarden i startopstillingen. Det giver anledning til gode fremtidsudsigter, mener hovedpersonen selv.

"Jeg føler, at mine præstationer har forbedret sig, efter at spilletiden er kommet mere og mere".

"Jeg har haft en tro på, at det selvfølgelig nok skulle komme på et tidspunkt, det vil det altid gøre, så det var dejligt, at det var i dag".

"Med det så føler jeg og ved, at målene nok skal komme", siger Mathias Kvistgaarden.

Sejren var holdets anden i træk, efter at holdet vandt 1-0 på udebane i rivalopgøret mod FC København i sidste uge. Netop FCK er også modstanderen for Brøndby i næste spillerunde, men hverken den kamp eller stillingen er et fokus for Kvistgaarden.

Øjnene bør ifølge Mathias Kvistgaarden i stedet være rettet mod holdets positive formkurve.

"Jeg synes, at vi som førsteprioritet skal kigge væk fra det, fortsætte som hold og kigge hinanden i øjnene og sige, at vi har gang i noget godt, som vi skal bygge videre på".

"Vi får udnyttet det, som vi har oppe foran, og det skal vi tage med til de næste kampe", siger den 21-årige Brøndby-kant.