Milan sælger målmandstrøjer med Girouds navn på ryggen efter vanvidskamp

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Milan sælger målmandstrøjer med Girouds navn på ryggen efter vanvidskamp

Olivier Giroud i en heroisk målmandsredning under kampen mod Genoa
Olivier Giroud i en heroisk målmandsredning under kampen mod GenoaDaniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix
Fans kan nu købe en AC Milan-målmandstrøje med Olivier Girouds navn og nummer printet på ryggen.

Serie A-klubben oplyser tilmed mandag, at trøjen er udsolgt i den officielle fanshop. Det oplyses ikke, hvor mange trøjer der er solgt.

Giroud blev en helt for Milan, da han lørdag aften i slutminutterne tog pladsen i målet efter et rødt kort til målmanden Mike Maignan. Milan endte med at vinde 1-0 i en kamp, hvor også Genoas målmand blev udvist.

Milan havde foretaget fem udskiftninger, da Maignan så rødt efter en voldsom aktion og tackling med benet i hovedhøjde på en modspiller.

Derfor var Milan nødt til at lade en markspiller overtage posten mellem stængerne ni minutter inde i tillægstiden. Derefter var der seks minutter mere at spille.

Giroud nåede at levere en enkeltstående mindeværdig aktion, da han kom godt ud af målet og afværgede en chance til Genoa-spilleren George Puscas kort før slutfløjtet.

Det aparte målmandsbytte er blevet til lidt af en kommerciel gimmick på Milans hjemmeside, hvor Giroud ikke længere figurerer under holdets angribere. Men skal i stedet se på listen over målmænd for at finde Girouds navn og billede.

"Olivier Giroud blev en del af Milans historie ved heroisk at tage målet for AC Milan i de sidste minutter af kampen mod Genoa", skriver Milan på sin hjemmeside.

"Klubben har besluttet at belønne hans præstation som ankermand ved at sætte ham på listen over målmænd. Derudover kan fans købe en målmandstrøje og vælge Giroud og nummer 9."

Genoa fik faktisk også udvist holdets målmand i kampen mod Milan, da Josep Martinez fik sit andet gule kort 13 minutter inde i tillægstiden. Genoa kunne dog skifte en reservekeeper ind.

Med sejren over Genoa indtager Milan førstepladsen i Serie A med 21 point efter de første otte kampe af sæsonen.