Manchester United-træner: Dedikeret Rasmus Højlund giver holdet energi

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United-træner: Dedikeret Rasmus Højlund giver holdet energi

Rasmus Højlund er klar til sin hjemmebanedebut.
Rasmus Højlund er klar til sin hjemmebanedebut.John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
Landsholdsangriberen Rasmus Højlund kan lørdag se frem til sin første kamp for Manchester United på Old Trafford.

Cheftræner Erik ten Hag har store forventninger til den 20-årige dansker frem mod kampen Brighton.

"Jeg håber Rasmus bliver vigtig for os i kampen, og han er meget spændt."

"Det er hans første kamp på Old Trafford, og han ser virkelig frem til det. Han glæder sig til at gå ind og blive modtaget af fansene," siger Erik ten Hag til klubbens hjemmeside.

"Som en stor fan af Manchester United fra han var helt lille, så bliver det fantastisk at komme ind på banen foran vores fans, og jeg er sikker på, at de vil stå bag ham og resten af holdet," siger han.

Hollænderen gav debut til den tidligere Atalanta-angriber for to uger siden forud landsholdspausen.

Ten Hag var begejstret over, hvad han så fra Højlund i en halv time, selv om danskerens første kamp for den engelske storklub endte med et 1-3-nederlag på udebane til Arsenal.

"Han giver god stemning på holdet. Han bringer energi, og så er han meget dedikeret. Han vil virkelig gerne spille på det her hold og for denne klub, og så vil han også gerne score mål," siger cheftræneren.

Rasmus Højlund har haft en kometagtig karriere, efter at han for halvandet år siden blev solgt fra FC København til østrigske Sturm Graz. Efter et halvt år blev han hentet af Atalanta, hvor United fik øjnene op for ham.

Angriberen ankom denne sommer til Manchester United med en rygskade, der forsinkede hans debut.

Manchester United har ikke fået den bedste start på sæsonen i Premier League med seks point efter fire spillerunder. Lørdagens gæster fra Brighton har tre point mere end United.