Trist Højlund-debut da Arsenal stjal sejr mod United i tillægstid

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Trist Højlund-debut da Arsenal stjal sejr mod United i tillægstid

Højlund fik debut da United tilkæmpede sig på point på Emirates
Højlund fik debut da United tilkæmpede sig på point på EmiratesJohn Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
To mål mål i tillægstiden fra nyindkøbet Declan Rice og Gabriel Jesus blev afgørende, da Arsenal hjemme vandt 3-1 over Manchester United, der gav debut til Rasmus Højlund, da han blev skiftet ind i stedet for Anthony Martial efter 67 minutter

Arsenal fik med to scoringer i overtiden spoleret Rasmus Højlunds debut for Manchester United.

På hjemmebane vandt Arsenal med 3-1 over United, efter at Declan Rice og Gabriel Jesus afgjorde opgøret dybt i tillægstiden.

20-årige Højlund kom på banen med 24 minutter tilbage af opgøret, da danskeren afløste Anthony Martial.

På det tidspunkt var stillingen 1-1, og kampen var på vippen. Nyindkøbet fra Atalanta gjorde sig gældende straks fra start med sin gode fysik, der tydeligt voldte Arsenal-forsvaret problemer.

Fem minutter efter sin indskiftning fik Højlund chancen ved forreste stolpe, hvor han skabte ravage, men Marcus Rashfords aflevering nåede ikke frem i fødderne på danskeren.

Højlund, der har døjet med en mindre rygskade efter ankomsten fra Atalanta, var involveret i flere farlige situationer.

Fem minutter før tid kom danskeren fri i højre side og trak ind i banen for at komme i en god skudposition, men han blev væltet omkuld, før han fik afsluttet.

Arsenal - Manchester United Statistik
Arsenal - Manchester United StatistikOpta by Stats Perform

På vej ind i overtiden lavede Højlund en genial aflevering med hælen. Det førte til, at Alejandro Garnacho pludselig fik en friløber ned mod Arsenal-målet, hvor han sendte bolden i mål.

Garnacho var dog lige nøjagtig offside, og derfor blev det mulige sejrsmål annulleret af VAR.

I stedet slog Arsenal til to gange i overtiden. Først skabte Declan Rice vild jubel på Emirates Stadium, da hans skud blev afrettet og røg i mål til 2-1 ved nærmeste stolpe.

Kort efter kom Gabriel Jesus alene igennem, og den brasilianske angriber cementerede hjemmeholdets sejr.

Mens Højlund indledte opgøret på bænken, var Christian Eriksen med fra start for United. Midtbanespilleren var arkitekten bag gæsternes 1-0-føring midtvejs i første halvleg.

Her erobrede Eriksen bolden midt på banen og fandt et hul imellem William Saliba og Ben White i Arsenals bagkæde, så Rashford kom fri på venstrekanten. Med højrefoden sendte Rashford bolden i mål til 1-0.

Føringen fik blot lov til at holde i et minut, før Arsenals anfører, Martin Ødegaard, i det næste angreb gjorde det til 1-1.

De to sene Arsenal-scoringer sender holdet op på femtepladsen i Premier League med ti point efter fire spillerunder. United har seks point på 11.-pladsen.

De regerende mestre fra Manchester City topper Premier League med 12 point.