Kyniske Tottenham sænker United i tempofyldt opgør

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kyniske Tottenham sænker United i tempofyldt opgør

Opdateret
Kyniske Tottenham sænker United i tempofyldt opgør
Kyniske Tottenham sænker United i tempofyldt opgørAFP
Det var et stærkt spillede Tottenham-mandskab, der lørdag aften besejrede Manchester United på hjemmebane med 2-0 i Premier League.

Hjemmeholdet skulle lige finde sig til rette i opgøret, men da det først havde gjort det, var der ingen tvivl om, hvem der var bedst.

Manchester Uniteds præstation må give en del panderynker hos træner Erik ten Hag, efter at mandskabet har fået en skidt spillemæssig start på sæsonen.

Hjemmeholdet var mest på bolden i opgøret, hvor både Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg var henvist til hver deres bænk fra start.

Der var dog gæsterne fra det nordlige England, der var farligst i indledningen.

Tottenham smed mange unødvendige bolde væk, hvilket skabte flere farlige situationer offensivt for Manchester United.

Gæsterne havde meget plads at boltre sig på, men de fleste gange manglede den sidste aflevering og skarphed.

Som første halvleg skred frem, formåede Tottenham at komme bedre med og fik ryddet ud i de unødvendige fejl på bolden. Særligt Yves Bissouma gjorde en god figur på midtbanen, hvor han fyldte en hel del.

Det var dog United, der først var rigtig tæt på at komme i front, da Luke Shaw slog et perfekt indlæg ind i pandebrasken på anfører Bruno Fernandes, der helt fri foran mål brændte på det skammeligste.

Nøgle-statistik fra kampen
Nøgle-statistik fra kampenFlashare

Et par minutter efter var det Tottenhams tur til at være tæt på en føring, da Pedro Porro ramte overliggeren på et forsøg fra feltets kant.

Returbolden faldt ud til højre, hvor det efterfølgende indlæg i United-feltet tog Luke Shaw på vejen og ramte stolpen.

Tottenham kom efter pausen ud som lyn og torden, og efter et par minutter kunne midtbanespilleren Pape Sarr sparke en løs bold i feltet stensikkert i kassen.

Opgøret fortsatte i højt tempo og bølgede frem og tilbage med store chancer til begge hold, men stadigvæk med Tottenham i den styrende rolle.

Som anden halvleg skred frem, og både Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg kom ind for deres respektive hold, gik luften dog af ballonen særligt for gæsterne.

Med små ti minutter tilbage af opgøret faldt afgørelsen, da Uniteds midterforsvar Lisandro Martínez fik dirigeret et fladt indlæg i eget net.

Dermed kan Tottenham indfinde sig i den øverste del af tabellen efter fire point i de første to kampe.

Manchester United kan derimod finde sig selv i midten af tabellen med tre point efter de to første kampe.

/ritzau/