Pokalbilletter rives væk i Aarhus: Vi kommer desværre nok til at skuffe nogen

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Pokalbilletter rives væk i Aarhus: Vi kommer desværre nok til at skuffe nogen
Der var udsolgt i Aarhus, da AGF spillede sig forbi FC Nordsjælland i semifinalen af årets pokalturnering.
Der var udsolgt i Aarhus, da AGF spillede sig forbi FC Nordsjælland i semifinalen af årets pokalturnering.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der er udsigt til udsolgt inden ugen er omme. Sådan lyder status tirsdag fra AGF, efter salget af billetter til årets pokalfinale mandag startede. Således er der allerede nu solgt over halvdelen af de billetter, AGF har fået stillet til rådighed.

På omtrent et døgn har AGF solgt over halvdelen af alle de billetter til årets pokalfinale, som klubben har fået stillet til rådighed. Det fortæller den århusianske klub tirsdag.

Mandag åbnede klubben for billetsalg til sæsonkortholdere, og blot én dag senere er 12.000 ud af 22.000 billetter blevet omsat, hvorfor der nu blot er cirka 10.000 billetter tilbage at kæmpe om, længe før billetterne er kommet i frit salg.

”Der har været en overvældende interesse indtil nu for at være med til finalen. Det er vi meget glade og taknemmelige for. Men det betyder så også, at der med meget stor sandsynlighed bliver udsolgt senere på ugen og, at der ikke nødvendigvis bliver billetter nok til alle, der ønsker at være med til finalen – desværre,” kommer det ifølge klubbens hjemmeside fra marketingdirektør Asger Munkholm.

AGF havde forud for salget kalkuleret med, at billetterne ville være udsolgt, før man ramte det frie salg, men nu ser det altså ud til, at der meget vel kan være udsolgt allerede inden såkaldte Play+-abonnenter – abonnenter på klubbens nye app – får mulighed for at købe billetter.

Inden da får også alle, der havde købt billet til én af de to pokalsemifinaler mod FC Nordsjælland, mulighed for at købe billet.

”Vi kan kun råde over et begrænset antal billetter til AGF’s afsnit i Parken og derfor kommer vi desværre nok til at skuffe nogen, som må gå forgæves. Omvendt må vi også glæde os over udsigten til et udsolgt Parken, hvor 2/3 vil være klædt i hvidt,” fortæller Asger Munkholm.

Pokalfinalen spilles torsdag 9. maj, Kristi himmelfartsdag, på nationalarenaen i København, hvor Uwe Röslers AGF altså støder sammen med Kent Nielsens Silkeborg IF i en kamp, der har kampstart klokken 17.

Det er for AGF’s vedkommende 12. gang i klubbens historie, at den århusianske klub står i pokalfinalen. Med ni titler deler AGF rekorden for flest pokaltitler i historien sammen med FC København.

Omvendt har Silkeborg blot to gange stået i pokalfinalen, først i 2001, hvor det blev til en sejr over AB, senest i 2018, hvor man led et nederlag til Brøndby IF.

Præcis hvordan man skaffer sig en pokalfinalebillet som AGF- eller Silkeborg-fan, kan der læses mere om her.