Del Bosque vil gå over i historien for sine præstationer som fodboldtræner. Som spiller gjorde spanieren sig bemærket i Real Madrid, hvor han vandt ni trofæer mellem 1973 og 1984, men det var som træner, at manden fra Salamanca satte sit præg på fodboldhistorien.

Han vandt næsten alle, tænkelige trofæer med henholdsvis Real Madrid og det spanske landshold.

Et VM (2010), et EM (2012), to Champions Leagues (2000, 2002), to LaLiga-titler (2001, 2003), en Intercontinental Cup (2002), en europæisk Super Cup (2002) og en spansk Super Cup (2001). Kun Copa del Rey og Confederations Cup undslap hans kløer.

Derfor er Vicente del Bosque et navn, der for altid vil være indskrevet i fodboldens hellige haller. Spanieren er en mester i ledelse, har regeret over de mest berømte omklædningsrum for Galacticos og Spanien, og uanset, hvor han har været, har spillerne respekteret, værdsat og lyttet til ham.

Hvad er nøglen til en træners succes med at styre et omklædningsrum fuld af stjerner? Vi har talt med Del Bosque for at finde ud af det.

Er du enig i, at navnet "Vicente del Bosque" er synonymt med succes?

Ja: "Jeg har været så heldig at være i en klub, hvor jeg både som spiller og træner altid har været med i toppen. Selvfølgelig har vi også tabt, men i sidste ende er det en del af livet som fodboldspiller og træner. Man vinder ikke altid, man får ikke altid succes. Ikke desto mindre har jeg været heldig nok til at være i en klub som Real Madrid, som, når alt kommer til alt, altid er blandt eliten."

Da Real Madrid besluttede at give dig ansvaret for førsteholdet i november 1999, havde holdet lige tabt Madrid-derbyet og lå på 11. pladsen i LaLiga. Hvad var de første værktøjer, du tog i brug for at forsøge at vende tingene? De bar selvfølgelig ikke frugt med det samme, for efter en 3-2-sejr over Rayo Vallecano (som på det tidspunkt lå øverst i ligaen), gik holdet fire kampe uden sejr.

"Vi var nødt til at håndtere det, jeg kalder 'fattigdom', på et tidspunkt, hvor holdet var i en meget dårlig position. På andre tidspunkter var vi nødt til at håndtere "rigdom", for eksempel da vi overtog Luis Aragones' landshold, som var blevet europamestre.

"Det vi som trænere forsøger at gøre i svære øjeblikke - som i mit tilfælde i november 1999 - er at skabe et fundament, der ikke nødvendigvis giver os øjeblikkelige resultater - selv om det var et mål - men frem for alt redskaberne til at se fremad. Desværre fik vi en meget dårlig start, og alligevel endte vi med at vinde Champions League. Jeg er mere interesseret i denne ledelse, i denne 'rigdom' og 'fattigdom', som en træner skal vide, hvordan man arbejder med. Og ud over disse to store facetter, eller store opgaver, som påhviler en træner, er der de menneskelige relationer mellem spillerne, skabelsen af en sund atmosfære, et stærkt arbejdsmiljø. Det er det, vi altid har forsøgt at opnå, og det er noget, jeg altid har troet på. Jeg vidste, at hvis vi opnåede det, ville vi være tættere på succes."

I LaLiga formåede holdet kun at klatre op på femtepladsen. Til dato er det seneste gang, Real Madrid er sluttet uden for Champions League-pladserne. Og det var på denne baggrund, at klubbens ottende europæiske triumf kom, din første succes. I sluttede på andenpladsen i jeres gruppe, kun foran Dynamo Kiev takket være indbyrdes opgør, og så slog I de regerende mestre ud på Old Trafford og det hold, der blev anset for at være verdens bedste på det tidspunkt, Bayern, før I gav Valencia en lærestreg i finalen. Hvordan forklarer du det? Hvad var nøglen til at vinde Champions League?

"En af nøglerne var taktikken, lige fra kvartfinalen til finalen. Vi ændrede et par ting. Vi forsøgte at styrke vores midterforsvarere for at give Michel Salgado og Roberto Carlos mere frihed, så vi spillede med tre erfarne centrale forsvarsspillere. Så havde vi en midtbanespiller i front, en spiller som Fernando Redondo, som skulle være alene om at håndtere og kontrollere bolden. I sidste ende tilpassede vi os perfekt til de spillere, vi havde. Vi gav Raul frihed. Kort sagt synes jeg, at vi var heldige at have en god gruppe, og vi ledte dem gradvist mod et fælles mål og forsøgte at bevæge dem i den rigtige retning, så vi blev et hold."

Du har altid haft et godt ry for din ledelse af omklædningsrummet. Den første stjernespiller, der kom til, var Nicolas Anelka. Hvad syntes du om den signing, og hvordan håndterede du en så kompliceret situation, som kulminerede med hans afgørende rolle i Champions League-semifinalen? På det tidspunkt var han den dyreste signing i fodboldens historie.

"Ja, i sidste ende blev han en meget vigtig mand for os. Det der skete var, at han gik igennem nogle svære øjeblikke med hensyn til sin integration. Han var en god dreng og en meget god person, og vi kunne godt lide ham, men han kom fra et andet land, en anden kultur, og kort sagt havde han lidt problemer med at tilpasse sig, til det punkt, hvor han troede, vi var glade, når han ikke scorede mål. Vi måtte fortælle ham, at vi var ligeglade med, om det var (Fernando) Morientes, der scorede et mål, om det var Raul, om det var ham, eller om det var enanden. Det vigtigste for os var at danne et hold og at vinde. Og han var, som du siger, afgørende for at vinde den ottende Champions League-pokal. Hans mål i München var meget vigtigt, efter et indlæg fra højre, efter hukommelsen, fra Savio.

"Faktum er, at vi forsøgte at integrere Nicolas i gruppen, og jeg tror, at da han kom tilbage, var han glad og tilpas. Og i sidste ende lykkedes det os at vinde Europa Cuppen sammen, hvilket var vigtigt for os. For lad os ikke glemme, som du sagde, at vi sluttede på femtepladsen i ligaen, hvilket betød, at vi ikke kunne kvalificere os til Champions League det følgende år, medmindre vi vandt den. Alt i alt var det en svær periode for klubben. Trænerskift i en klub er altid meget ubehagelige. Endnu mere for en klub som Real Madrid, der altid har forsøgt at have institutionel og sportslig stabilitet."

Da det ottende europæiske mesterskab var vundet, skulle du håndtere overgangen til Galacticos-æraen, ankomsten af en ny præsident, Florentino Perez, og indlemmelsen af Luis Figo, som havde været Barcelonas anfører. Hvordan lykkedes det dig at få ham ind på dit hold under de bedst mulige forhold og få det bedste ud af ham fra starten?

"Som altid, ved at behandle ham helt normalt. Jeg synes, det er sådan, tingene skal være. Luis havde et ekstraordinært mod, skiftet fra Barcelona til Madrid, ankomsten af en ny præsident. Jeg tror også, at det var en periode hvor alle skulle tilpasse sig, og vi fik en god respons fra alle spillerne. Vi har forsøgt at behandle alle spillerne lige, på samme måde. At give dem alle deres plads på holdet.

"Sandheden er, at vi fik en fantastisk respons fra de spillere, vi havde: (Fernando) Hierro, Raul, Redondo, Roberto Carlos, Michel Salgado - alle disse spillere dannede en base, som alle dem, der ankom senere, tilpassede sig perfekt til. Jeg tror, at det vigtigste var, at disse spillere følte sig hjemme i Real Madrid. De følte sig godt tilpas i dagligdagen, de følte sig godt tilpas til træning, de var glade, og i sidste ende formåede de at opnå succes. Vi må ikke glemme, at vi i løbet af disse fire år hvert år nåede semifinalen i Europa Cuppen, og det er ikke nogen ringe præstation."

Med andre ord, stadig blandt de fire bedste i Europa.

"Præcis, og hvad mere er, med en meget god indstilling fra spillerne, bortset fra den lejlighedsvise irritation, når en spiller ikke spiller, eller når han bliver udvist, men det er situationer, der sker. De betyder ikke noget. Jeg siger ofte, at man skulle grave meget for at finde en spiller, der ikke opførte sig, som han skulle. Vi var meget heldige."

I sæsonen 2001/2002, året for den niende Champions League, havde du et andet problem at tage dig af, nemlig målmanden. Hvad var dine grunde til at sætte Iker Casillas på bænken til fordel for Cesar, og synes du, at det var den rigtige beslutning i dag?

"Jeg fortryder ikke, hvad der skete. Det var et spørgsmål om at styre et omklædningsrum og en trup, som på det tidspunkt virkede ideel. Og samtidig anerkende Iker Casillas' enorme kvaliteter på det tidspunkt, og den karriere, han havde i Real Madrid, uden at undervurdere en målmand som Cesar, som også var en stor målmand Det var også tilfældet med landsholdet, hvor tre målmænd kunne have startet: Iker Casillas, Victor Valdes og Pepe Reina. Men vi kunne regne med Iker i mange år. På det tidspunkt gjorde vi alt med klubbens og holdets interesser for øje."

Og i sidste ende vandt Real Madrid deres niende Champions League takket være Iker Casillas og hans redning sent i kampen efter at være kommet ind fra bænken.

"Ja, absolut. Han har ry for at være en fantastisk målmand, og det er han også, men han har også det held, som alle store spillere skal have. Iker var en fremragende målmand, men han har også den smule held, der gør hele forskellen. Det er derfor, han var i klubben i så mange år."

Og I vandt selvfølgelig også takket være Zidane. Var det nemt at træne Zinedine Zidane? Han havde nogle svære første måneder i Real Madrid.

"Han havde enorme evner, han var en fantastisk spiller. Vi ønskede at finde en position til ham, hvor han ville føle sig så godt tilpas som muligt, og hvor han ville være mest effektiv for holdet. Det synes jeg, vi formåede at gøre. Da jeg tidligere sagde, at vi altid har ment, at spillerne skulle føle sig godt tilpas i Real Madrid, var tanken, at de efter seks, syv, otte sæsoner i Real ville sige til sig selv: 'Klubben bød mig velkommen, vi vandt, men jeg følte mig også godt tilpas, hvor jeg spillede, jeg følte mig godt tilpas til træning hver dag'. Jeg tror, det er ting, som spillerne ikke glemmer, og som træneren er nødt til at tage højde for."

Sommeren 2002. Efter flere måneders forhandlinger med Inter lykkedes det Real Madrid at sikre sig den meget eftertragtede Ronaldo. Brasilianeren satte sit præg på sæsonen, og blev ligatopscorer, da I vandt ligatitlen foran et meget stærkt Real Sociedad-hold. Fortæl os om dit forhold til Ronaldo, jeg kan huske det kram, du gav ham, efter han scorede mod Valencia, og hvordan håndterede du at gøre Morientes, som havde været meget vigtig indtil da, til indskifter?

"Først og fremmest var historien om det med krammet, at jeg netop den eftermiddag havde mistet min mor. Men når jeg taler om Ronaldo, er det første, jeg kommer til at tænke på, at han er en glad person. Jeg tror, han er en af de lykkeligste spillere, jeg nogensinde har haft under min kommando, og hvem var vi som trænere til at forstyrre hans lykke? Vi var der altid for ham, som vi er for alle spillerne. Vi sørgede altid for, at de følte sig godt tilpas, og jeg tror, han var en af de spillere, der følte sig bedst tilpas. Han er en speciel person - venlig, behagelig og glad. Hvad angår Morientes, så har vi aldrig haft problemer med ham. Han forstod altid situationen, og jeg holder meget af ham. I dag, når jeg ser ham foran kameraerne eller i radioen, når jeg hører ham tale, siger jeg til mig selv: 'Den bedste spiller af alle er Fernando Morientes'. Jeg har meget sympati for ham. Han ydede altid klubben stor respekt på alle områder."

Det år nåede I Champions League-semifinalen mod Juventus og blev elimineret efter en kamp, hvor Zidane, Figo og Raul vendte tilbage fra skader, men det største tab var Claude Makelele. Hvordan vil du definere franskmandens rolle og betydning, og tror du, at historien kunne have været anderledes med ham i Torino?

"Vi ved, at nogle ting ikke kan bevises, at vi ikke kan ændre dem, og at vi er nødt til at acceptere dem, som de skete. Men ja, for os og frem for alt for holdet var Claude en vigtig spiller. Han var den holdkammerat, man altid vil have ved sin side, som giver en en hjælpende hånd i svære tider. Han var god i omstillinger, han fordelte spillet til Figo eller Roberto Carlos med lethed. Kort sagt, han vandt bolden tilbage og var den første brik i opspillet. Figo blev ikke hindret, Roberto Carlos blev ikke hindret, Zidane blev ikke hindret. Og han var en mand, som forsvarsspillerne virkelig satte pris på, fordi han altid var opmærksom på alt, hvad der skete på banen. For mig var han en stille leder."

I fodbold er det ikke kun mandskabsbehandling, der tæller. Mange har kritiseret din taktiske viden i løbet af din karriere, men når jeg analyserer lidt, ser jeg en træner, der er i stand til at tilpasse sig sine spillere, sin gruppe og situationen. I Madrid vandt du den ottende Champions League med et tremandsforsvar, og skiftede derefter til en 4-4-2. På landsholdet er det eksempel, der springer i øjnene, beslutningen om at starte med Pedro mod Tyskland i 2010. Hvad har du at sige til dem, der er skeptiske over for dig?

"Tja. Når en træner vinder, får han alverdens ros. Uanset hvad kritikerne siger, vil han altid have ret. Vi havde en kamp mod Portugal (i 2010), hvor vi virkelig kæmpede, og vi besluttede at sætte en centerforward på banen, (Fernando) Llorente, som kun havde spillet et par minutter inden da. Han spillede i en halv time, men for os var det, som om han var en ekstra spiller, der hjalp os med at vinde trofæet, fordi han havde så stor indflydelse på den kamp. Med hensyn til Pedro, så var der Phillip Lahm foran os, Bayern Münchens højreback, som var en trussel, så hvad gjorde vi? I stedet for at give ham en, han nemt kunne kontrollere, besluttede vi at give ham en spiller, der ville være mere irriterende for ham. Jeg tror, at når man vinder, får man ret i den slags ting. Men det vigtigste er, hvad vi gjorde, og hvad vi mente var bedst for holdet."

Var det nemt at lede denne generation af spillere, som du har skrevet historie med i spansk fodbold?

"Ja, først og fremmest fordi de lige havde vundet EM 2008. Jeg kan huske, hvor godt de opførte sig i løbet af de otte år. Vi spillede 114 kampe, og i alle de kampe blev kun én spiller udvist, Gerard Pique, i en aktion der ikke havde nogen betydning, og mere var en dårlig beslutning end dårlig opførsel. Og det er en af de ting, vi kan være tilfredse med, at de altid har vist sig at være fremragende og fair sportsfolk."

Folk taler altid om dig, men i sidste ende arbejdede du sammen med en, der var lige så vigtig, assistentmanager Toni Grande. Hvad kan du fortælle mig om ham?

"At han er en loyal, trofast mand, en Madridista, og at vi har haft meget få uoverensstemmelser. Vi har nogle gange været uenige om specifikke ting på banen, men hvis der er to eller tre trænere på et sted, og de altid er enige, er det en dårlig ting. Det er godt, at der er forskelle. Når vi nu tog en beslutning, var det os begge to."

Mange mennesker, inklusive dig selv, taler ofte om vigtigheden af Sergio Busquets' integration på dit hold i 2010, men jeg ser en anden fundamental brik, som ikke var der i 2008, Xabi Alonso. Hvad kan du fortælle mig om ham, og hvad han bragte til dit hold?

"Vi havde stor tillid til disse to spillere, Sergio og Xabi, fordi vi havde en fornemmelse af, som vi sagde tidligere med Claude Makelele, at de var holdspillere, og spillede på et område, der er vitalt for alle: midtbanen. Det er der, alt kommer i spil, både defensivt og offensivt. Som en anekdote var der et tidspunkt i vores historie, hvor Xabi Alonso var den spiller, der scorede flest mål. Med det mener jeg, at han ikke var en statisk spiller, han var meget dynamisk, og havde også en stor spilintelligens. Hvis noget var sikkert på det tidspunkt, så var det, at Xabi Alonso og Sergio Busquets skulle spille."

Er du overrasket over den succes, han nyder med Bayer Leverkusen?

"Først og fremmest er jeg meget glad for alle dem, der nu er trænere. Også Xavi Hernandez, for eksempel. De er på gode hold. Xavi blev LaLiga-mester sidste år med Barca, Xabi Alonso har nu Bundesliga-titlen inden for rækkevidde. Ikke alle, der har været gode spillere, er nødvendigvis gode trænere, men i deres tilfælde tror jeg, at de har en meget god viden om spillet, og hvad de skal gøre som trænere."

Hovedtemaet i interviewet er at lede folk til succes, men i sidste ende handler fodbold også om øjeblikke: Du talte om vigtigheden af Iker mod Bayer Leverkusen i 2002, hvad kan du fortælle mig om den redning mod Arjen Robben i 2010?

"Eller det straffespark, han reddede mod Paraguay, mod (Oscar) Cardozo. Hvad ville der være sket, hvis Paraguay havde scoret det mål? Jeg siger altid, at vi havde meget gode spillere, at vi havde et spilsystem, der var tilpasset kravene til dette hold, men vi var også heldige."

Men når det sker så ofte, er spørgsmålet, om det virkelig er held, synes du ikke?

"Jeg siger, at deres kvaliteter var ubestridelige, men det er heller ikke en dårlig ting at have lidt held, vel?"

Ja, det er rigtigt. Var kampen mod Italien i EM-finalen i 2012 dit holds bedste kamp? Jeg ved ikke, om du kan huske det, men der var en venskabskamp mod Frankrig i marts før VM 2010, det var selvfølgelig kun en venskabskamp, men det stod klart den dag, at Spanien ville blive virkelig svære at spille imod i Sydafrika.

"Ja, ja, det er sandt, og der var meget på spil i den kamp (Spanien brød en 42 år lang stime af nederlag ved at slå Frankrig 2-0), og vi var oppe imod et fantastisk hold. Det, der sker, er, at når man vinder en titel, som det skete for os mod Italien, er det lettere at huske i folks øjne.

"Men under alle omstændigheder synes jeg, at det vigtigste er, at vi kontrollerede kampen mod Italien. Desuden kunne vi ikke prale af at have scoret mange mål, men den dag mod Italien scorede vi fire. Vi kontrollerede kampen, og ikke kun fordi vi havde bolden, men fordi vi var i kontrol både defensivt og offensivt i hele kampen."

Efter at have vundet det hele kom så verdensmesterskabet i Brasilien i 2014. Når du ser tilbage, begik du så nogen fejl det år? Var du nødt til at respektere de ældre spillere, som havde givet Spanien så meget, indtil det allersidste øjeblik? Spillere som Koke, Isco og Thiago brød igennem i disse år.

"Vi ved aldrig, hvornår spillernes "før" og "efter" indtræffer. I dag står Real Madrid over for et før og efter i forhold til Toni Kroos og Luka Modric; selvfølgelig er alle meninger gyldige, men virkeligheden er, at Kroos' og Modrics præstationer i øjeblikket er forbløffende. Dengang havde vi spillere, der spillede regelmæssigt for deres klubber og på den bedst mulige måde. Hvem var vi til at sige, at de ikke var klar til landsholdet? Det er sandt, at disse unge ankom på det tidspunkt, men realiteten er, at de derefter havde mulighed for gradvist at blive integreret på landsholdet. Disse overgange er i sidste ende meget svære at håndtere. Konklusionen var, at vi havde været meget fastlåste i vores ideer, måske er det en fejl, men på det tidspunkt mente vi, at det var det bedste at gøre for holdet."

Lad os gå videre til nutiden. Hvad er dine tanker om Kylian Mbappes mulige skifte til Real Madrid, og tror du, at han er i stand til at gøre en forskel i Spanien?

"Han er en fantastisk spiller, men han kommer til et hold, som allerede spiller rigtig godt i øjeblikket. Han vil helt sikkert forbedre det, der allerede er der, men vær forsigtig. Real Madrid har en meget god trup. Vi må ikke undervurdere dem, der er der. Han kommer til et veletableret hold, som er i stand til at vinde titler, men ja, der er ingen tvivl om, at han vil tilføje et lille ekstra touch."

De siger, at Carlo Ancelotti minder meget om dig. Tror du, at han er den bedste træner til at håndtere franskmandens ankomst til Madrid, i et omklædningsrum, hvor Jude Bellingham, Vinicius Jr, Rodrygo og andre talenter gnubber skuldre?

"Udefra set har jeg indtryk af, at de har en sund gruppe af spillere, en god gruppe. De kommer alle godt ud af det med hinanden, hvilket er meget vigtigt. Og selvfølgelig synes jeg, at den måde, Carlo styrer holdet på, er ideel, og han gør det rigtig godt. Jeg er tilhænger af dette gen, at styre et omklædningsrum på denne måde. Jeg siger ikke, at det er den eneste måde at styre et omklædningsrum på. Det fundamentale er, at man gør arbejdsmiljøet ideelt. Det var det, vi talte om tidligere. Uden det er det svært at vinde."