Dansk træner om norsk overhaling: Kunstgræs er en fordel

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk træner om norsk overhaling: Kunstgræs er en fordel

Underlaget på Aspmyra Stadion i Bodø giver ifølge Jakob Michelsen det norske hold en fordel.
Underlaget på Aspmyra Stadion i Bodø giver ifølge Jakob Michelsen det norske hold en fordel.David Lidstrom/Getty Images via AFP
Norsk klubfodbold er Nordens stærkeste.

Det er i hvert fald konklusionen, hvis man bruger UEFA's koefficientrangliste som målestok.

På den overhalede Norge for en uge siden Danmark, da Molde slog Club Brugge 2-1 i Conference Leagues slutspil.

Molde og Bodø/Glimt har været stærkt medvirkende til overhalingen, og de har kunstgræs på sine hjemmebaner, hvilket er en fordel ifølge den danske træner Jakob Michelsen.

"Norske hold er superstrukturerede, og så bærer spillestilen præg af, at mange hold spiller på kunstgræs. Det har helt sikkert givet Bodø/Glimt og Molde en fordel i de europæiske kampe, fordi det er uvant for modstanderne," siger Michelsen til Politiken.

Michelsen førte i den forgangne sæson HamKam til overlevelse i Norges bedste række, Eliteserien. I Danmark har han stået i spidsen for blandt andre Hobro, Sønderjyske og OB.

Molde er det eneste tilbageværende hold fra Norden i UEFA's turneringer og har dermed mulighed for at hente flere norske point til koefficientranglisten.

Koefficientranglisten medregner de enkelte landes resultater i de europæiske turneringer i de seneste fem sæsoner.

Listen er afgørende for, hvor mange deltagere lande har i de forskellige turneringer.

En plads i top-15 garanterer fem europæiske deltagere, heraf to potentielt meget lukrative muligheder i Champions League-kvalifikationen.

Norge ligger aktuelt nummer 14, mens Danmark er nummer 15 med Israel lige i hælene.

Modsat Danmark har Israel stadig to hold med - Maccabi Haifa og Maccabi Tel-Aviv - der begge spiller i Conference League torsdag aften. Israel mangler en sejr og en uafgjort for at skubbe Danmark endegyldigt ud af top-15.

I så fald stiller Danmark med fire europæiske deltagere i 2025/26-sæsonen, heraf én i Champions League-kvalifikationen. Det samme er uanset denne sæsons resultater også tilfældet i 2024/25-sæsonen.