Dani Alves i voldtægtssag: Offer har fået PTSD

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dani Alves i voldtægtssag: Offer har fået PTSD

Opdateret
Dani Alves risikerer fængselsstraf.
Dani Alves risikerer fængselsstraf.AFP
Mandag blev der taget hul på retssagen mod den tidligere fodboldstjerne Dani Alves', der er tiltalt for voldtægt og har siddet fængslet siden anholdelsen i januar sidste år.

Under mandagens retsmøde i Barcelona kom det frem, at over 30 vidner er indkaldt i sagen, der er berammet til at vare tre retsdage - mandag til onsdag i denne uge.

Den tidligere brasilianske landsholdsstjerne har ifølge anklageren voldtaget en kvinde på et diskotekstoilet i Barcelona tidligt om morgenen 31. december 2022.

Ifølge en venindes vidneberetning græd offeret ukontrolleret efter overgrebet. Siden har offeret fået lægernes ord for, at hun har posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD). Hun har svært ved at sove, og hun tager antidepressive midler.

Anklageren kræver ni års ubetinget fængsel efterfulgt af ti års betinget fængsel samt udbetaling af erstatning på lidt over en million kroner til offeret.

Den forurettede kvinde vidnede mandag i en time på en pixeleret videoforbindelse, som kun kunne ses af sagens dommer. Hendes stemme var forvrænget, så hun ikke er mulig at identificere.

Offeret, hendes veninder og hendes kusine, der også var på natklubben, gav samme udlægning af natklubbesøget.

Efter at have foræret champagne til det kvindelige selskab fulgte offeret med Dani Alves til et andet sted på natklubben. Det viste sig at være et toilet, hvor Dani Alves ifølge tiltalen tvang hende til at have sex, selv om hun gentagne gange sagde nej.

Dani Alves skal give sin version af sagen i retten på onsdag. Der ventes at gå flere uger, før der falder dom.

Da den forhenværende Barcelona-spiller første gang blev konfronteret med sagen, kaldte han beskyldningerne for det pure opspind.

Senere indrømmede den 40-årige brasilianer at have løjet, fordi han frygtede, at utroskab ville føre til en skilsmisse. I stedet fortalte han, at han og kvinden havde samtykkende sex på diskotekstoilettet.

Dani Alves' mor risikerer også at få en retssag på halsen, fordi hun i januar afslørede offerets identitet og delte billeder af hende på sociale medier. Hun slettede senere opslagene igen.

Den tidligere højre back spillede fra 2008 til 2016 for FC Barcelona. Det gjorde han også fra november 2021 til juli 2022. Han er noteret for over 400 optrædener for den spanske storklub.

I sin første tid i Barcelona var han blandt andet med til at vinde det spanske mesterskab seks gange samt Champions League tre gange.

Han har desuden tørnet ud for blandt andet Sevilla, Juventus og Paris Saint-Germain. Dani Alves spillede senest for mexicanske Unam, som imidlertid ophævede hans kontrakt, da voldtægtssagen kom frem sidste år.

På det brasilianske landshold har Alves spillet 126 kampe siden debuten tilbage i 2006. Alves var med ved det seneste VM, hvor han kom på banen i to kampe. Han har været med til at vinde Copa America to gange.