Svensk mesterskabsgyser: Guldbrag med danskere afgøres i perfekt klimaks

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Svensk mesterskabsgyser: Guldbrag med danskere afgøres i perfekt klimaks

Malmö FF er i forvejen historiens mest vindende hold i den bedste svenske række. Søndag kan de tage mesterskab nummer 23.
Malmö FF er i forvejen historiens mest vindende hold i den bedste svenske række. Søndag kan de tage mesterskab nummer 23.Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix
Da Abba i 1980 udgav hittet "The Winner Takes It All", havde den ikoniske svenske popgruppe næppe forudset, at det ville blive det perfekte lydtapet til Allsvenskans 30. spillerunde anno 2023.

Ikke desto mindre byder sidste spillerunde i Sveriges bedste fodboldrække på netop en kamp, hvor vinderen tager det hele. Elfsborg gæster Malmö - med danskere på begge hold - og vinderen af kampen er svensk mester.

"Vi skal forsøge at tænke, at det er en kamp som enhver anden. Men det er det selvfølgelig ikke," siger den rutinerede Malmö-stopper Pontus Jansson til Fotbollskanalen.

Elfsborg fører ligaen med tre point ned til Malmö. I tilfælde af pointlighed afgøres det af målforskel, og da holdene her er helt lige inden opgøret, vil en Malmö-sejr give skåningerne mesterskabet.

Mens de 22-foldige svenske mestre fra Malmö er vant til at være noget ved musikken med seks mesterskaber de seneste ti år, så er det ved at være længe siden, Elfsborg har kunnet fejre en titel.

I 2014 kom en af tre pokaltitler gennem historien, men ellers er mesterskabet i 2012 den seneste triumf. Alligevel er klubbens danske angriber Jeppe Okkels ikke bleg for at trække favoritværdigheden ned over sit eget hold.

"Vi er favoritter. Vi tager dertil og vinder kampen," lyder det selvsikkert fra den tidligere Silkeborg-frontløber til Fotbollskanalen.

"Det er nok med et point, men vi tænker ikke på andet, end at vi skal vinde kampen. Vi skal spille offensivt og score mål."

Guldkampen står mellem to hold, som begge skuffede i seneste sæson med placeringer midt i rækken. Til gengæld har de slået tonen an i Allsvenskan hele denne sæson.

Siden Malmö overtog førstepladsen efter tredje spillerunde, har kun de to guldduellanter haft taktstokken i tabellen.

IF Elfsborg kan med ét enkelt point sikre sig mesterskabet søndag.
IF Elfsborg kan med ét enkelt point sikre sig mesterskabet søndag.Flashscore

Malmö førte fra runde tre til ti, hvor Elfsborg overtog duksepladsen, kun for at se Malmö tage den tilbage runden efter. I runde 14 overhalede Borås-klubben så atter og blev i front frem til runde 23.

Her hoppede Malmö så igen ind foran, men fra runde 26 har Elfsborg været førerhold. 14 runder har Elfsborg ført, mens Malmö har toppet i 13.

Med tanke på sæsonen virker det nærmest givet, at det skulle ende i en guldkamp på sidste dag.

Det var imidlertid tæt på ikke at blive sådan. Da Malmö i sidste weekend tabte 2-4 til de forsvarende mestre fra Häcken, kunne Elfsborg sikre sig mesterskabet. Det krævede blot en sejr hjemme over Degerfors, som lå til nedrykning.

Førerholdet ramte dog slet ikke dagen og måtte nøjes med 2-2.

"Jeg håber, at alle har en kæmpe revanchelyst søndag," sagde Elfsborgs Sebastian Holmén til Fotbollskanalen efter opgøret mod Degerfors.

"Vi har dog ikke smidt noget væk. Det handler bare om at være klar søndag. Det bliver en spændende kamp med udsolgt stadion og fantastisk stemning."

Søndag omkring klokken 17 vil det stå klart, om danskerkolonien i Malmö med Jonas Knudsen, Søren Rieks, Sebastian Jørgensen og Anders Christiansen kan fejre det syvende mesterstab på 11 år foran de omkring 22.500 tilskuere.

Eller om Okkels og Jens Jakob Thomasen skal slukke titeltørsten for de 2050 medrejsende Elfsborg-fans, som så kan fjerne Abba fra anlægget og i stedet skråle med på Queens monsterhit "We Are the Champions" hele vejen hjem til Borås.