Kaos i Göteborg: Vigtig kamp afbrydes af baneinvaderende fans

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Kaos i Göteborg: Vigtig kamp afbrydes af baneinvaderende fans

Danske Søren Rieks (til højre i sort jakke) var blandt de, der søndag lod sig provokere af Aiham Ousou (til venstre) fra BK Häcken.
Danske Søren Rieks (til højre i sort jakke) var blandt de, der søndag lod sig provokere af Aiham Ousou (til venstre) fra BK Häcken.Profimedia
Følelserne boblede i begge lejre, da BK Häcken søndag tog imod Malmö FF i næstsidste runde af den svenske liga, Allsvenskan.

Efter omtrent 70 minutter eskalerede stemningen, da en gruppe tilskuere forcerede hegnet til baneområdet, og så blev kampen afbrudt.

Situationen blev fremprovokeret af, at Häckens Aiham Ousou blev skiftet ud, da værterne var foran med 3-1.

Forsvarsspilleren appellerede til Malmös fans, som i forvejen var frustrerede over, at det truende nederlag ville få det svenske mesterskab til at glide klubben af hænde.

Også danske Søren Rieks blev provokeret af Ousous opførsel og konfronterede modstanderen uden for banen, ligesom flere Malmö-spillere gjorde.

Det førte til skærmydsler på sidelinjen, og pludselig var en hel gruppe tilskuere på vej fra Häckens ende af stadion og ned mod skænderierne.

De blev dog holdt væk, inden det gik helt galt, men kampens dommer sendte alle spillere i omklædningsrummet. Aiham Ousou fik sit andet gule kort og dermed rødt, og Søren Rieks fik gult, selv om han ikke var på banen.

Kampen blev senere genoptaget, og Häcken endte med at vinde 4-2.

Malmö skal nu håbe, at Allsvenskans førende hold, Elfsborg, taber til Degerfors IF senere søndag. En sejr til Elfsborg vil gøre klubben til svensk mester.