FCK skriver historie med vanvittig ni-måls pokalsejr i Aarhus

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

FCK skriver historie med vanvittig ni-måls pokalsejr i Aarhus

FCK skriver historie med vanvittig ni-måls pokalsejr i Aarhus
FCK skriver historie med vanvittig ni-måls pokalsejr i AarhusLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Superligaens førerhold, FC København, er på meget overbevisende facon videre fra pokalturneringens tredje runde.

På udebane mod IF Lyseng, der fører 3. division, vandt FCK med 9-0 efter 5-0 ved pausen. Det var klubbens største sejr nogensinde i alle turneringer.

FCK havde givet plads til nogle af de spillere, der på det seneste har tilbragt en del tid på bænken, men alligevel kom storfavoritten blæsende fra start.

Allerede efter tre minutter kom FCK foran ved den 18-årige Noah Sahsah, der startede inde for første gang.

Inden der var gået et kvarter, førte FCK også med 3-0, efter at Peter Ankersen havde assisteret for først Mohamed Elyounoussi og kort efter 19-årige Orri Oskarsson.

Sidstnævnte gjorde det også til 4-0, og da 17-årige Roony Bardghji øgede til 5-0 efter knap en halv time, var han den tredje teenager på måltavlen.

En noget mere rutineret ræv kom i fokus efter pausen. Indskiftede Lukas Lerager stod for målene til 6-0 og 7-0 i slutfasen, inden endnu en teenager kom på tavlen.

Indskiftede Victor Froholdt på 17 år scorede til 8-0 i det 90. minut, inden Denis Vavro lukkede målfesten direkte på frispark i kampens sidste aktion.

Andre superligamandskaber var ude i tovene, før de sikrede deres pladser i ottendedelsfinalerne.

Randers FC måtte helt ud i straffesparkskonkurrence, før B93 var slået på Østerbro.

B93 førte 3-1 ved pausen, men Randers fik med 3-3 kampen ud i forlængelse, hvor begge hold scorede yderligere én gang.

I straffesparkskonkurrencen scorede Randers på alle fem forsøg, mens Jonathan Mathys misbrugte for B93.

Også Viborg FF var på hælene, inden Esbjerg fra 2. division var slået med 4-3.

Esbjerg var bagud med 0-1 og 1-2, men svarede tilbage og kom på 3-2 ved Mathias Jørgensen efter 70 minutter.

Men først udlignede Anosike Ementa med sit andet mål til 3-3 efter 80 minutter, og dybt inde i tillægstiden blev den hollandske angriber Nigel Thomas Viborg-helt med sejrsmålet.

Silkeborg var bagud 0-1 mod Thisted, men vendte det til sejr på 3-1 allerede før pausen.