Førte 11-0 efter 11 minutter: Odense Håndbold moser NFH efter fantomstart

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Førte 11-0 efter 11 minutter: Odense Håndbold moser NFH efter fantomstart

Førte 11-0 efter 11 minutter: Odense Håndbold moser NFH efter fantomstart
Førte 11-0 efter 11 minutter: Odense Håndbold moser NFH efter fantomstartTim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
11-0. Odense Håndbold fik en drømmestart langt ud over det sædvanlige og afgjorde reelt onsdagens udekamp mod Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) inden for de første 11 minutter.

Kampen jævnede sig mere ud, men Odense endte med at vinde 30-22 uden de helt store problemer og har dermed maksimum otte point efter fire runder.

Odenses forsvar skal have en stor del af æren for sejren. I indledningen pressede de således NFH's skytter maksimalt, og det gav målvogter Althea Reinhardt fremragende arbejdsbetingelser, og hun kvitterede med otte redninger på de 11 gyldne minutter.

I alt nåede landsholdsprofilen op på 19 redninger i opgøret.

NFH's Mona Obaidli fik efter 11 minutter og 21 sekunder omsider brudt hjemmeholdets dødvande, og værterne viste i det hele taget stor moral ved langsomt at æde af den fynske føring og ikke gå med med flaget. Spænding om resultatet kom der dog aldrig.

Dione Housheer og tidligere NFH-profil Elma Halilcevic gik forrest for Odense målmæssigt med henholdsvis otte og seks mål.

Også Team Esbjerg har otte point for fire kampe, men det holdt onsdag meget hårdt i udekampen mod Sønderjyske.

Jesper Jensens tropper bragte sig planmæssigt foran 23-16 i anden halvleg, men værterne strammede op og vandt de følgende 13 minutter 8-1, hvorfor der var højspænding i slutfasen.

Sønderjyske duftede til sensationen, men Sanna Solberg og Nora Mørk fik sat de afgørende scoringer ind, og Esbjerg vandt 29-28.

Ikast Håndbold tabte onsdag til gengæld sine første point i ligaen i denne sæson, da det ude overraskende blev til et 29-30-nederlag til København Håndbold.

I onsdagens øvrige kampe slog Viborg HK ude Skanderborg 29-28, Aarhus United fik hjemme skovlen under Silkeborg-Voel med 28-25, og Ringkøbing fik sæsonens første point med 33-26 over Ajax, der nu er bundprop.