Den australske topsprinter Caleb Ewan forlader Lotto og vender hjem

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Den australske topsprinter Caleb Ewan forlader Lotto og vender hjem

Caleb Ewan fortsætter karrieren hos Jayco.
Caleb Ewan fortsætter karrieren hos Jayco.Profimedia
Australieren Caleb Ewan har haft et svært 2023 og søger nu tilbage til rødderne.

Lotto er blevet enig med den 29-årige sprinter om at ophæve den kontrakt, der strakte sig til udgangen af næste sæson.

Det oplyser det belgiske cykelhold i en pressemeddelelse. I samme ombæring meddeler World Tour-holdet Jayco, at Ewan vender tilbage til holdet fra hjemlandet.

Andreas Krons holdkammerat har i adskillige år været en af verdens hurtigste cykelryttere og har i sin professionelle karriere hentet 60 sejre.

Blot én af dem er dog tikket ind i 2023, og det tager holdet konsekvensen af.

"Caleb har vundet meget for holdet, og det er vi taknemmelige for," forklarer Lotto-direktør Stéphane Heulot.

"Som i alle andre forhold eller ægteskaber har du gode og dårlige dage. 2023 var et svært år for Caleb. Vi kender alle hans talent, men lige nu viser han det ikke på vores hold, og så er det bedre, at vore veje skilles."

"Vi vil ikke afholde Caleb fra at tage den nye mulighed, han har fået, så vi besluttede at lade ham fortsætte et andet sted. Det har vi haft en åben dialog om," lyder det fra direktøren.

Ewan kom til Lotto-holdet i 2019. I sine fem sæsoner på holdet har han blandt andet vundet etaper i Tour de France og Giro d'Italia ved at tonse først over målstregen.

Han er også blevet nummer to i monumentet Milano-Sanremo.

"Jeg har haft fem fantastiske år på Lotto Dstny og opnået mange store triumfer med mine holdkammerater," siger australieren.

"Men tiden var inde til et sceneskift, og jeg er glad for, at vi nåede til enighed om at afslutte min kontrakt, så jeg kan fortsætte andetsteds."

Ewan har tidligere kørt for det australske hold, der dengang gik under navnene Orica og Mitchelton-Scott.