Hver mandag opdaterer ATP, organisationen bag mændenes tennis-tour, verdensranglisten, og det gjorde de også i starten af denne uge. Men til forskel fra tidligere verdensrangliste var den, der blev offentliggjort i mandags historisk.

Det var nemlig første gang i historien at der blandt de første ti spillere på herrernes rangliste ikke var en eneste spiller, der praktiserer enhånds baghånden. For eksperterne og tennistrænerne er det ikke en overraskelse, men en udvikling, der har været undervejs gennem længere tid. For dem er enhåndsbaghånden blevet en "dinosaur", et levn fra en tid fra en tid, hvor træketcheren var moderne. 

David Nainkin, der leder spillerudviklingen for mænd for United States Tennis Association, har et simpelt råd til ethvert ungt talent, han ser, der bruger en enhåndsbaghånd. "Lad være med at brug den. Den tohåndede baghånd er langt mere stabil, og bevægelsen er kortere og enklere", siger han til New York Times.

For Morgado er manglen på enhåndsbaghånden er blevet et symbol på den udvikling, som man har set i tennis i de seneste årtier. 

"Spillere bruger mere og mere tid i fitnesscentret, de bliver større og stærkere og rammer nu forhånden med langt mere end 100 km i timen. Ketsjere og strenge giver mulighed for at give så meget topspin, at selv bolde fra gennemsnit-spillere hopper op i øjenhøjde, hvilket gør det svært endda for meget høje spillere, at slå over bolden."

Men hvad er så grunden til, at man stadig kan finde enkelte spillere på ATP Touren som Chris Eubanks, Stefanos Tsitsipas og Denis Shapovalov, som stadig sværger til enhåndsbaghånden? Spørgsmålet kan besvares med 'et ord: Federer. For alle tre har har det schweiziske fænomen været inspirationen til deres spillestil inklusive baghånden. 

Tsitsipas har før fortalt, at han husker dagen, hvor han forpligtede sig til enhåndsbaghånden på et tidspunkt, hvor han var 8 år gammel. Dagen før havde han spillet mod en tohåndsspiller, og hans træner havde gjort grin med ham fordi han ikke kunne bestemme sig for, hvilken stil han skulle vælge. 

"Jeg valgte den stil på trods af alle de ulemper den måtte have", siger Tsitsipas. "Den stil sidder dybt i mit hjerte fordi jeg vil virkelig være som Federer og Sampras. Så jeg kører den helt ud ligegyldt hvad det måtte koste mig", siger Tsitsipas. 

Generationskløften er helt afgørende for, at man i dag ser ser så få spillere, der benytter en enhåndsbaghånd. "Problemet med manglen på enhåndsbaghåndsspillere er en ond cirkel. Børn ser meget sjældent spillere benytte den stil, og derfor inspirerer det dem ikke til at bruge den teknik. Og ergo bliver der færre og færre spillere, der anvender den teknik."

Derudover lægger trænere og forældre også store forhindringer i vejen for at børn forsøger sig med enhåndsbaghånden for fra begge sider kommer der ingen opfordringer til at benytte den stil, snarere tværtimod, siger Morgado. 

"Den største årsag til, at vi ser så få spillere med en enhåndsbaghånd er at fra barnsben opfordrer forældre og trænere børn til at spille med en tohånds-baghånd fordi det på det alderstrin er lettere for dem, at kontrollere bolden og derigennem vinde kampe. Jeg var inviteret til at overvære en turnering i slutningen af 2023 for nogle at verdens mest talentfulde U-14 drenge-spillere og der var ikke en eneste, der spillede med en enhåndbaghånd."

For Morgado er det på det nærmeste et kapitel, der går tabt i tennis-historien, når enhåndsbaghånden på det nærmeste udfases fra tennis-sporten, og det er med til at gøre sporten mere stereotyp, siger han.

"Jeg synes det er utroligt synd for tennis, at enhånds-baghånden forsvinder. Der har været nogle fantastiske spillere gennem tiden som Roger Federer, Stan Wawrinka, og den anden dag så jeg en forrygende kamp med Richard Gasquet, der som 37-årig stadig slår en fantastisk enhåndsbaghånd. Tennis har brug for variation, og med så mange, der bruger den samme teknik bliver det lidt mere robotagtigt end før, og det er virkelig en skam."