Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Revolution i amerikansk fodbold: Klubejere i NFL vedtager banebrydende regelændring

Klubejere i NFL vedtager banebrydende regelændring
Klubejere i NFL vedtager banebrydende regelændringProfimedia
Spillere, trænere og fans skal vænne sig til en markant ændring i NFL.

Når opgørene i verdens bedste liga inden for amerikansk fodbold sparkes i gang og efter hver scoring, vil spillerne ikke længere storme ned fra egen banehalvdel for at tackle modstanderen.

En stor ændring af kickoff-reglerne, som i første omgang kun gælder for den kommende sæson, giver spillet en makeover. Det oplyser NFL i en pressemeddelelse.

Fremover vil kickeren stå som eneste mand på egen banehalvdel, mens hans ti holdkammerater står klar på modstanderens 40-yardlinje.

Mindst syv spillere fra holdet, der modtager bolden, står 10 til 15 yards tættere på den zone, hvor bolden forventes at lande.

Såfremt bolden lander mellem endzone og 20-yardlinjen, returneres den af en spiller, og den traditionelle brydekamp mellem de to hold kan gå i gang.

Det er først, når bolden rammer jorden eller berøres af en spiller i "landingszonen", at skyttegravskrigen må begynde.

Sparkes bolden i stedet helt ned i endzone, får modtagerholdet den ovale bold på 30-yardlinjen.

Med andre ord vil det ofte kunne svare sig at sparke bolden så tæt på endzone som muligt - uden at den ender derinde.

Regelændringen er vedtaget som konsekvens af, at NFL's kickoff i manges øjne er blevet en flad oplevelse de senere år.

For at beskytte spillerne mod skader og særligt hjernerystelser er reglerne med årene blevet formet på en sådan måde, at bolden kun sjældent returneres.

Det har i en årrække gjort spillet til et antiklimaks, og det har i stigende grad fået en ceremoniel karakter.

De nye regler har til hensigt at få holdene til at returnere bolden oftere. Og i og med at de to holds spillere står tæt på hinanden fra start, elimineres de skadelige sammenstød i høj hastighed.

Spillet har været afprøvet i den konkurrerende liga XFL med held, og nu håber NFL at kopiere succesen.