Vil skabe ny rytme med rotation: Trænere bytter plads hos skrantende TTH Holstebro

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vil skabe ny rytme med rotation: Trænere bytter plads hos skrantende TTH Holstebro

Halldor Sigfusson får ansvaret som cheftræner i TTH Holstebro resten af sæsonen.
Halldor Sigfusson får ansvaret som cheftræner i TTH Holstebro resten af sæsonen.Johan Gadegaard/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Svigtende sportslige resultater og truslen om igen at gå glip af slutspillet har fået ledelsen i håndboldklubben TTH Holstebro til at foretage et noget usædvanligt træk: Førsteholdets to trænere skal ganske enkelt bytte position i resten af sæsonen.

Det betyder, at cheftræner Søren Hansen degraderes til assistent, mens hans hidtidige højrehånd, Halldor Sigfusson, nu får chefansvaret.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

"Vores beslutning er udelukkende taget ud fra de manglende sportslige resultater i de seneste seks kampe. Vi ønsker at skabe en ny rytme til træning og kamp i håb om, at vi kan løfte holdets præstationer i de resterende kampe," siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Med jobrotationen tyvstarter Søren Hansen på den rolle som assistenttræner, som han er tiltænkt under den kommende chef Arnor Atlason, der tiltræder til sommer.

Den ambitiøse klub var sidste år igennem en mareridtssæson, hvor den kun med nød og næppe undgik nedrykning.

Denne sæson begyndte langt bedre, men på det seneste er det ellers stærkt besatte hold igen kommet i problemer.

At man i tirsdags fik brudt en stime på fem nederlag i træk med uafgjort mod HC Midtjylland var ikke til megen trøst. Midtjylland er nemlig ligaens absolutte bundprop med blot tre point.

Med fem runder tilbage af grundspillet klamrer TTH sig akkurat til ottendepladsen, der giver adgang til slutspillet.

Men piler peger nedad, og det problem skal trænerduoens jobbytte nu rette op på. Første prøve kommer på onsdag, hvor holdet på udebane møder Sønderjyske.