Stolpe ud for Liverpool i nulløsning på Selhurst Park
Resultatet efterlader Liverpool et godt stykke fra det sjove selskab i ligaen med 37 point for 23 kampe på en syvendeplads.
Lige over Liverpool er Fulham, Newcastle og Tottenham placeret. Tottenham har på fjerdepladsen seks point mere end Liverpool for en kamp mere. Det er holdene i top-4, der kommer med i næste sæsons Champions League.
Liverpool, som i midtugen tabte 2-5 til Real Madrid i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League, spillede endnu en gang under niveau i denne sæson.
Der blev begået en del fejl i Liverpools forsvar, der kunne have kostet et mål eller to.
I første halvleg kom Liverpool-angriberen Diogo Jota tættest på en scoring, da portugiseren fra tæt hold headede bolden på stolpen efter 23 minutter.
Helt fri ved bageste stolpe og foran det tomme mål så det bizart ud, da Jota skulle sætte hovedet på. Vinklen var så spids, at hovedstødet fra Jota ramte stolpen.
Kort før pausen hamrede Crystal Palace-angriberen Jean-Philippe Mateta bolden på overliggeren, efter at Liverpool-backen Trent-Alexander Arnold alt for nemt havde tabt en nærkamp i højre side.
Fem minutter inde i anden halvleg var det Liverpool-angriberen Mohamed Salahs tur til at ramme overliggeren. Egypteren krøllede bolden over mod det fjerneste hjørne, men den prellede symptomatisk af på overliggeren.
Den danske landsholdsstopper Joachim Andersen spillede en solid kamp i det centrale forsvar hos Crystal Palace. Med det ene point har Crystal Palace 27 point i midten af rækken. London-klubben har nu seks point ned til holdene under nedrykningsstregen.