Sportschef i Badminton Danmark: Vi går benhårdt efter at få to herresingler med til OL

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce
Sportschef i Badminton Danmark: Vi går benhårdt efter at få to herresingler med til OL
Viktor Axelsen med OL-guldmedaljen i Tokyo.
Viktor Axelsen med OL-guldmedaljen i Tokyo.Ritzau
Badminton Danmark stræber efter, at minimum to herresingler er med i top-16 på verdensranglisten, når der i foråret 2024 skal udtages til OL. Det vil nemlig betyde, at der kommer to spillere med til Paris næste sommer, fortæller sportschefen i Badminton Danmark, Jens Meibom, til Flashscore.

Det går godt for dansk badminton.

Det danske landshold vandt den 18. februar EM-guld for blandede hold efter en flot 3-2-sejr over Frankrig. EM-turneringen er da også en turnering, som danskerne har det godt med. De har nemlig vundet 14 af de seneste 15 udgaver, hvilket sætter en tyk streg under danskernes dominans i Europa.

En anden stor prestigefuld turnering er de olympiske lege, som i 2024 bliver afholdt i Paris. Ved seneste OL, som foregik i Tokyo, sluttede danske Viktor Axelsen øverst på sejrsskamlen, efter en flot finalesejr over Chen Long.

Viktor Axelsen jubler efter kvartfinalesejr ved OL i Tokyo.
Viktor Axelsen jubler efter kvartfinalesejr ved OL i Tokyo.Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Ved næste års OL er den danske verdensetter derfor også en af de helt store favoritter til at løbe med guldet.

I Tokyo var Danmark repræsenteret i herresingle af både Viktor Axelsen og Anders Antonsen, som begge viste sig flot frem. Det håber sportschefen i Badminton Danmark, Jens Meibom, også er tilfældet til næste år i Paris.

”I øjeblikket er det kun i herresingle, at vi har mulighed for at få to spillere med til OL, og det går vi benhårdt efter.”, fortæller Jens Meibom.

Mest realistisk på herresiden

Hvis en nation skal have to spillere med til OL i singlekategorien, så kræver det, at begge spillere er blandt de bedste 16 på verdensranglisten. Det gælder både på herre- og damesiden. I double-kategorien skal parrene være i top-8.

På damesiden er der lige nu ikke nogen spillere i top-16. Den bedst-placerede danske damespiller er Line Kjærsfeldt, som ligger nummer 20. Det kan derfor blive svært at få to damesingler med til Paris.

Hos Badminton Danmark satser man dog på, at der igen kommer to danske spillere med i herresingle-turneringen ved OL. Det kræver dog, at de danske herresingler ligger godt til i foråret 2024.

”Det handler om, at vi har minimum to herresinglespillere med i top-16 den 30. april i 2024, hvor der skal udtages til OL.”, siger Jens Meibom.

Kampen om den sidste danske OL-plads i herresingle

En der med meget stor sikkerhed kommer med til OL i Paris, er Viktor Axelsen. Den dygtige fynbo er både regerende OL- og verdensmester, og derfor er den danske verdensetter også et af de helt store medaljehåb.

Axelsen kan dog meget vel få følgeskab til OL i Paris af enten Rasmus Gemke eller Anders Antonsen, som ligger henholdsvis nummer 21 og 18 på verdensranglisten, og derfor ikke har lang vej op til top-16.

Både Gemke og Antonsen har derfor muligheden for at spille sig ind i det sjove selskab. Og hvis det skulle ske, at begge spillere er i top-16 i slutningen af april, så vil en af spillerne stadig skulle se OL fra sidelinjen.

”Lad os antage, at vi får tre spillere blandt de bedste 16, så kan vi stadig kun få to med til OL”, fortæller Jens Meibom.

Spillerne kan dog ikke vide sig sikre på OL-deltagelse, bare fordi de ligger højere på verdensranglisten end de andre. Hos Badminton Danmark vurderer man, hvilke spillere, der har de bedste forudsætninger for at nå langt ved næste års OL.

”Det er i sig selv ikke placeringen på ranglisten, der afgør om man kommer med til OL.”, fortæller Jens Meibom og fortsætter:

”Hvis vi har tre spillere i top-16, så kan vi frit vælge to af de tre. Det er altså ikke afgørende, om spilleren er nummer fem eller nummer 15. Vi udtager dem, som vi tror har størst chance for at vinde i Paris.”

Anders Antonsen og Rasmus Gemke ved Denmark Open 2020.
Anders Antonsen og Rasmus Gemke ved Denmark Open 2020.Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Anders Antonsen og Rasmus Gemke skal altså kæmpe om en plads i flyet til Paris. Det ville være første OL for Gemke, mens Antonsen var han uhyggeligt tæt på at spille sig i en semifinale ved legene i Tokyo 2021. Han måtte dog se sig slået i tre sæt af Indonesiske Anthony Ginting i kvartfinalen.

Det er ikke til at vide, om Gemke eller Antonsen kommer i top-16, men i midten af marts kommer der en styrkeprøve mellem de to spillere fra Aarhus Badmintonklub. De tørner sammen i første runde af den gigantiske turnering All England. De to danskere har tidligere mødt hinanden ved samme turnering. Her trak Antonsen sig sejrrigt ud af opgøret med en sejr i to sæt på 21-10, 21-13.