Marokkos målmandshelt: Straffespark handler lidt om intuition og lidt om held
I straffekonkurrencen reddede Bono to spanske forsøg, mens et tredje ramte stolpen.
Målmanden, der til daglig er på kontrakt i Sevilla i den spanske liga, er dog beskeden efter kampen, der sendte Marokko i VM-kvartfinalen for første gang.
"Straffespark handler lidt om intuition og lidt om held. Vi vandt, og det er det vigtigste. Hatten af for hele holdet, der gjorde sit arbejde. Det er utroligt", siger Bono ifølge nyhedsbureauet AFP.
Afgørelsen fra 11-meterplettten blev det dramatiske højdepunkt i en kamp med få målchancer.
Marokkanernes stærke forsvar viste sig igen fra sin bedste side og har kun sluppet et enkelt mål - et selvmål - ind i fire VM-kampe.
"Det er ikke let at være fokuseret i 120 minutter mod et spansk hold, der er god til at holde på bolden", siger Bono, der erkender, at holdets bedrift skal have tid til at synke ind.
"Når man står i situationer som denne, er det sommetider svært at fatte det. Vi vil prøve at undgå støj omkring os, fokusere på os selv, vores opgave og på at restituere", siger målmanden.