Dødsfald i nærmeste familie: Lyserød nordmand havde hård Giro-optakt

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dødsfald i nærmeste familie: Lyserød nordmand havde hård Giro-optakt

Andreas Leknessund står noteret for fem professionelle sejre i karrieren, fire af dem på norsk grund og en enkelt på schweiziske landeveje.
Andreas Leknessund står noteret for fem professionelle sejre i karrieren, fire af dem på norsk grund og en enkelt på schweiziske landeveje.Luca Bettini/AFP
Det var en tydeligvis rørt Andreas Leknessund, der tirsdag kørte sig i Giro d'Italias lyserøde førertrøje efter en flot etape i udbrud. Efterfølgende har nordmanden fortalt til TV2 Norge, at han i optakten til årets Giro blev ramt af et dødsfald i den nærmeste familie, hvorfor tirsdagens præstation havde enorm betydning for ham.

Nogle gange kan en enkelt sejr, en enkelt succes, i sig selv være nok til at få selv de mest hærdede professionelle idrætsudøvere til at bryde  helt og aldeles sammen i en glædesgråd. Alt det hårde arbejde, de mange ofre, forløst i ét øjeblik af lettelse og glædesrus.

Sådan så det også ud til at være tilfældet for 23-årige Andreas Leknessund, da nordmanden tirsdag trillede over målstregen på fjerde etape af Giro d'Italia. Egentlig vandt Team DSM-rytteren ikke etapen, det gjorde i stedet hans franske udbrudskompagnon, men til gengæld erobrede han noget andet.

En lyserød førertrøje, den første person født nord for polarcirklen til at bære maglia rosa, den første nordmand i 42 år, siden Knut Knudsen i 1981 kørte i førertrøjen en enkelt dag og vandt hele tre etaper, alle enkeltstarter, undervejs.

Leknessund har da også særligt excelleret i lige netop enkeltstarter gennem karrieren, to gange er han allerede blevet norsk mester, men tirsdag viste han også klatrebenene frem på den kuperede Giro d'Italia-etape, der bød på hårdt cykelløb fra kilometer nul.

Andreas Leknessund skrev sig tirsdag i historiebøgerne som den blot anden nordmand nogensinde til at iklæde sig Giro d'Italias lyserøde førertrøje.
Andreas Leknessund skrev sig tirsdag i historiebøgerne som den blot anden nordmand nogensinde til at iklæde sig Giro d'Italias lyserøde førertrøje.Luca Bettini/AFP

Men da den unge tromsøboer efter etape og sin erobring af den lyserøde førertrøje var åbenlyst grædefærdig, var det altså ikke blot en forløsning af sine kraftudskejelser på de forudgående 175 kilometer. For i optakten til løbet har Leknessund nemlig været berørt af et dødsfald i den nærmeste familie.

"Det har været en svær og speciel start på Giroen. Samtidig har jeg følt, at min form har været ret god. Jeg havde et stort ønske om at opnå noget specielt. Og med resultatet i dag (tirsdag, red.) har det allerede været en vellykket og speciel Giro. Det er godt at præstere uanset omstændighederne. Det betyder meget for mig og for de mennesker, der er omkring mig," fortæller den unge nordmand ifølge TV2 Norge.

De svære omstændigheder til trods fik Leknessund altså taget en flot skalp tirsdag, hvor meget af etapen blev kørt i regnfulde omstændigheder, og netop den slags vejr er altså ikke ukendt for Leknessund, der er opvokset i Tromsø.

"Vi har specielle vintercykler, som vi kan bruge til at køre i sneen sammen med rensdyrene. At vokse op der og træne der er en stor del af min identitet. Jeg flyttede væk, da jeg var 16, men jeg kommer altid tilbage om vinteren for at køre der, for det er virkelig noget, jeg nyder," har nordmanden tidligere fortalt til Cyclingnews.

Med sin andenplads tirsdag, i mål to minutter før Remco Evenepoel, der tirsdag kørte i netop den lyserøde førertrøje, har Leknessund lidt under et halvt minut ned til andenpladsen i det samlede klassement, som er lige netop Evenepoel.

Nordmanden kan formentlig se frem til i hvert fald tre etaper i lyserødt, da både femte og sjette etape er relativt flade etape, der formentlig skal afgøres i massespurter uden tidsforskelle i klassementet. På syvende etape venter til gengæld en hård finalestigning, når den udmarvende opstigning til Campo Imperatore, et plateau i Gran Sasso d'Italia-massivet i Appenninerne, skal forceres.