Klassikersæsonen er for alvor i gang, og fredag stod der både bakker og brosten på menuen, da det intense E3 Harelbeke blev kørt for gang nummer 65 i historien. Og her blev det såmænd for andet år i træk til en sejr for belgiske Wout van Aert.
På de mange såkaldte hellingen, stigninger, blev der tidligt udkæmpet store slager mellem favoritterne, for allerede med 81 kilometer til mål blev finalen skudt i gang, da altid angrebsivrige Mathieu van der Poel angreb på Taaienberg.
Forsøget blev der relativt hurtig neutraliseret, men det banede blot vejen for et dansk angreb, da van der Poels danske holdkammerat på Alpecin-Deceuninck, Søren Kragh Andersen, kørte kontra og fik to ryttere med sig i form af Jumbo-Vismas belgiske Nathan van Hooydonck og Bahrain-Victorious' slovenske Matej Mohorič.
Igen fik Søren Kragh Andersen altså en nøglerolle i at animere løbet, præcis som det var tilfældet i årets første monument, Milano-Sanremo, som holdkammerat Mathieu van der Poel sejrede i med et flot soloangreb.
Da rytterne ramte Stationberg blev der igen angrebet, for mens van Aerts bomstærke hollandske holdkammerat, Dylan van Baarle, røg en tur i asfalten på de våde brosten, sammen med Soudal-Quick Steps franske Florian Sénéchal og INEOS Grenadiers' ecuadorianske Jhonatan Narváez, så angreb van der Poel på ny.
Denne gang kunne kun Wout van Aert og UAE Team Emirates' slovenske megastjerne og dobbelte Tour de France-vinder, Tadej Pogačar, følge hollænderen i sin acceleration. De tre fik hurtigt indhentet de tre forreste, herunder altså Søren Kragh Andersen, og så lignede det en perfekt situation for både Jumbo-Visma og Alpecin-Deceuninck, der altså sad med to mand hver.
Det overtal fik Tadej Pogačar dog spoleret ikke længe efter, da han med en forcering på Paterberg fik plantet alle andre end netop van der Poel og van Aert. Og da rutens sidste helt store mulighed for angreb forelå, på Oude Kwaremont, var det igen Pogačar, der lagde pres på.
Egentlig så det ud til, at Pogačar og van der Poel fik knækket Wout van Aert, der pludselig havde et par cykellængder op til sin hollandske rivals baghjul, men på forunderlig vis fik van Aert reddet kastanjerne ud af ilden og overlevede dermed endnu et angreb.
På de resterende kilometer blev de tre forreste jagtet af en mindre gruppe forfølgere, hvor særligt Movistar Team gjorde sig bemærket med to ryttere i form af amerikanske Matteo Jorgenson og spanske Iván García Cortina.
Men selv med en anelse stilstand tæt på mål, kunne forfølgerne ikke hale de tre forreste i land, og dermed var der lagt op til en vild spurtduel, hvor Wout van Aert altså trak længste strå foran Mathieu van der Poel, mens Tadej Pogačar måtte tage til takke med en tredjeplads.
Dermed fik den 28-årige belgier hul på sæsonens sejrsbyld på landevejen, efter en sjetteplads på tredje etape af Tirreno-Adriatico og en tredjeplads i Milano-Sanremo som sine hidtil bedste sæsonresultater.
Sejren var nummer 40 i karrieren, og det var som bekendt andet år i træk, at van Aert kunne lade sig hylde som vinder af E3 Harelbeke, hvilket kun Rik van Looy, Jan Raas, Tom Boonen og Fabian Cancellara tidligere i historien har formået.
Wout van Aert skal dog klemme ballerne sammen, hvis han vil tage rekorden for flest sejre i træk, for mellem 2004 og 2007 vandt legendariske Tom Boonen hele fire gange i træk, mens Rik van Looy i midten af 60erne også tog tre sejre i streg.
Bedste dansker blev Søren Kragh Andersen, der kom i mål som nummer ni, mens Movistar Team på imponerende vis tog sig af både fjerde- og femtepladsen, snuppet af henholdsvis Jorgenson og García Cortina.
Allerede søndag får Wout van Aert formentlig lejlighed til at følge op på sæsonens første landevejssejr. Her køres der nemlig Gent-Wevelgem, som van Aert allerede én gang tidligere i karrieren har vundet, da han i 2021 slog italienske Giacomo Nizzolo på stregen i Wevelgem.
Det er dog også et løb, hvor der er mulighed for dansk succes, for året før van Aerts sejr blev løbet således vundet af Mads Pedersen, ligesom Lars Michaelsen tilbage i 1995 sejrede.