Ishockeyherrer tager tredje sejr på stribe inden VM: Slår Norge 5-2

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ishockeyherrer tager tredje sejr på stribe inden VM: Slår Norge 5-2

Danmark ser godt ud inden VM
Danmark ser godt ud inden VMDanmarks Ishockey Union / Ishockey.dk
De danske ishockeyherrer er godt i gang med at tanke selvtillid inden VM i midten af maj.

Danmark vandt lørdag 5-2 hjemme over Norge i en testkamp i Frederikshavn, og det var holdets tredje sejr i træk.

I torsdags vandt Danmark 3-2 over Norge, og inden den kamp sejrede danskerne 2-0 over verdensmestrene fra Finland.

Dermed lover formen godt for Heinz Ehlers' tropper, der har to testkampe tilbage inden VM.

I første periode scorede Danmark to gange på under tre minutter. Markus Lauridsen nettede til 1-0, mens Oliver Kjær øgede til 2-0.

I anden periode faldt danskerne i niveau, og det udnyttede Norge til at reducere ved Eirik Salsten til 1-2 for Norge.

I tredje periode løftede Danmark niveauet, og det blev til flere seværdige scoringer.

Mathias Asperup scorede til 3-1 efter dansk power play, da han elegant fandt plads foran målet med nogle lækre puckberøringer.

Endnu en gang fik Eirik Salsten reduceret for nordmændene, inden danskerne satte tingene på plads med to mål på under et minut.

Lucas Andersen leverede sit første mål på landsholdet med scoringen til 4-2 med lidt under syv minutter tilbage af kampen.

59 sekunder senere hamrede Nicklas Jensen pucken op i målhjørnet med kampens flotteste scoring til slutresultatet 5-2.

Landstræner Heinz Ehlers er tilfreds med sejren, men kritiserer også spillet i store perioder af kampen.

"Man skal altid være glad, når man vinder. Jeg synes faktisk, at det var den dårligste kamp af de seks testkampe, vi har spillet," siger Heinz Ehlers til TV 2 Sport.

Danmark skal møde Letland i Aalborg på torsdag, mens Slovenien 9. maj kommer på besøg til den sidste VM-testkamp fem dage senere.

Det danske hold åbner VM 13. maj i finske Tampere med gruppekampen mod Ungarn.