Hjemmebanehelten Küng åbner Schweiz Rundt med etapesejr

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hjemmebanehelten Küng åbner Schweiz Rundt med etapesejr

Kasper Asgreen måtte nøjes med en niendeplads på første etape.
Kasper Asgreen måtte nøjes med en niendeplads på første etape.Profimedia
Det blev til en drømmestart for det schweiziske cykelpublikum, da landets største løb, Schweiz Rundt, søndag blev skudt i gang.

Det skete med en 12,7 kilometer lang enkeltstart. Den vandt hjemmebanehelten Stefan Küng, der da også er lidt af en tempospecialist.

19 af Küngs foreløbigt 27 professionelle sejre har således været på enkeltstarter. Hans sejr søndag var Küngs tredje i Schweiz Rundt i karrieren.

Dermed kan han altså se frem til at skulle køre i førertrøjen, når Schweiz Rundt fortsætter mandag med løbets første reelle etape, en 173,7 halvkuperet tur fra Beromünster til Nottwil.

Flere danskere viste sig flot frem på søndagens enkeltstart. Tre sluttede i top-10. Bedst var Johan Price-Pejtersen, der endte på femtepladsen, 17 sekunder langsommere end Küng.

Mattias Skjelmose blev nummer seks, to sekunder langsommere end Price-Pejtersen, mens Kasper Asgreen blev nummer ni, 23 sekunder langsommere end Küng.

Stefan Küng bragede over stregen med foreløbigt bedste tid med kun cirka 15 ryttere tilbage på ruten.

Kun få af dem lignede en reel trussel mod Küng. En af dem var Wout van Aert, der altså ikke havde fart nok i benene til at slå schweizeren.

Van Aert var ti sekunder langsommere, og kort efter kørte Jumbo-Visma-stjernens landsmand Remco Evenepoel i mål med en tid, der var seks sekunder langsommere end Küngs.

Så var det efterhånden svært at se, hvem der skulle vippe schweizeren af tronen, og det skete altså heller ikke.

Mattias Skjelmose gav det et skud, men selv om Trek-danskeren målt på tiderne kørte lige så stærkt som Küng på den sidste strækning, så rakte Skjelmoses tid kun til en sjetteplads.