Slingrekursen fortsætter hos GOG: Fredericia straffer fynboer og vinder svær udekamp

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Slingrekursen fortsætter hos GOG: Fredericia straffer fynboer og vinder svær udekamp

Mikkel Voigts GOG-mandskab måtte gå fra søndagens opgør mod Fredericia uden point.
Mikkel Voigts GOG-mandskab måtte gå fra søndagens opgør mod Fredericia uden point.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
GOG har i den grad været på slingrekurs, siden det andet mesterskab i træk kom i hus i sommer.

Nederlag nummer tre i otte ligakampe tikkede søndag aften ind på hjemmebane mod Fredericia Håndboldklub, som straffede værternes fejl og vandt 37-34.

Mens Fredericia rykker op på andenpladsen med 11 point, er GOG plantet på femtepladsen med otte point.

Der er mange kampe på programmet for GOG for tiden, og måske var det trætte stænger, der fik returløbet til at halte i kampens indledning.

I hvert fald havde gæsterne fra Fredericia held og dygtighed til at straffe GOG ved at score en stribe kontramål.

Det var med til at skabe en noget overraskende føring på 11-5 efter et lille kvarter.

Langsomt, men sikkert fik GOG dog bedre styr på holdets struktur og spiste af Fredericias forspring.

Fynboerne scorede første halvlegs tre sidste mål, og Aaron Mensings scoring på tomt mål til 17-17 sørgede for, at intet adskilte holdene halvvejs inde i kampen.

GOG havde tydeligvis medvind, og den tog værterne med ind til anden halvleg. Det lykkedes sågar holdet at score på et straffekast for første gang på fire forsøg, da Alexander Blonz passerede Sebastian Frandsen og gjorde det til 23-22.

Men gæsterne nægtede at lade sig hægte af. GOG etablerede ad flere omgange et forspring på to mål, men Fredericia havde hver gang et modsvar.

En af sidste sæsons helt store overraskelser straffede flere store GOG-fejl, og med fem minutter igen stod det 32-32.

Playmakeren Morten Olsen var ikke med i kampen, men bidrog med gode råd under en timeout før slutminutterne.

Det forhindrede dog ikke holdkammeraterne i at lave flere fejl. To hurtige mål af Kristian Stoklund og Martin Bisgaard gav Fredericia en føring på 34-32, og på trods af en udvisning til udeholdet lykkedes det ikke GOG at slå tilbage.

Med halvandet minut igen scorede topscoreren for Fredericia, Anders Kragh Martinusen, sit syvende mål og afgjorde kampen.