Fremstormende VM-bagspiller rynker på næsen af eksperternes kritik

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Fremstormende VM-bagspiller rynker på næsen af eksperternes kritik

Danmarks Kristina Jørgensen jubler, efter hun har scoret under VM-kampen mellem Danmark og Serbien fra gruppe E
Danmarks Kristina Jørgensen jubler, efter hun har scoret under VM-kampen mellem Danmark og Serbien fra gruppe E Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Forsigtighed og tilbageholdenhed er ikke faktorer, Kristina Jørgensen arbejder med, når landstræner Jesper Jensen sætter hende ind på håndboldbanen.

Sådan ser det i hvert fald ikke ud.

Den 25-årige VM-bagspiller buldrer derudad og spiller uden bremseklodser. Risikobetonet, kan man kalde det.

Det har den fordel, at når det klikker, så kan hun runde et tocifret antal scoringer. Men når det ikke klikker, kan det betyde udfald og lige lovlig mange fejl.

Lytter man til såkaldte eksperter i tv og podcast, er det da også et tema, at Jørgensen derfor mangler sit store gennembrud på landsholdet trods næsten 100 landskampe. Men det fylder intet hos den stærke bagspiller.

"Det er nemt for eksperter at sidde og sige", lyder det kontant fra Kristina Jørgensen, der til daglig tørner ud for Metz i den franske liga og Champions League.

"Jeg spiller og gør, alt hvad jeg kan. Hvis det ikke er effektivt nok, må Jesper jo tage mig ud. Jeg er en kreativ spiller, og når man er det, så er fejl en del af det."

"Heldigvis kan mine trænere godt lide det, og jeg gør det bare, så godt jeg kan", siger Kristina Jørgensen.

Hun er dog ikke blind for, at der kan snige sig fejl ind.

"Nogle gange ser jeg nogle ting lidt for tidligt eller lidt for sent, og nogle gange laver jeg en fejlaflevering. Men det gør alle de andre også. Og det tager jeg meget stille og roligt", siger Kristina Jørgensen.

Det er da også svært at se bort fra, at den tidligere Viborg-spiller betragtes som en diamant i håndboldverdenen - slebet eller uslebet.

I hvert fald har Györ, en af de største klubber i verden, længe haft snøren ude efter hende, og kort før VM skrev hun under på en kontrakt i den ungarske klub. Derfor forlader hun Metz efter denne sæson.

"Jeg havde allerede inden sommerferien en samtale med Györ, men lagde så låg på det for at koble lidt ud af håndbolden. Men jeg begyndte hurtigt at tænke over det igen efter sommerferien."

"Jeg har det megagodt i Metz, så det var svært at beslutte mig for at skulle væk derfra. Men jeg blev også hurtigt enig med mig selv om, at den her mulighed i Györ, den skulle jeg gribe", siger Kristina Jørgensen.

Hun får med skiftet til Ungarn den tidligere Odense-træner Ulrik Kirkely som chef, og hun bliver holdkammerat med landsholdskollegaen Sandra Toft i en klub, der har haft en del danskere på lønningslisten de senere år.

"Det har betydet meget, at jeg har kunnet se, at de har haft det godt. Jeg har selvfølgelig snakket meget med dem, om hvordan det er at være der", siger Kristina Jørgensen.

Foruden Sandra Toft er Line Haugsted lige nu i Györ. Anne Mette Hansen, som er Kristina Jørgensens holdkammerat i Metz, har tidligere været anfører i den ungarske klub.

Kristina Jørgensen har skrevet under på en kontrakt, der kan betyde, at hendes ungarske eventyr kommer til at vare i tre år.

"Jeg er glad for at kaste mig ud i forskellige former for eventyr, og det er et godt tidspunkt for mig at komme til Györ, som har gang i et nyt og spændende projekt med flere nye spillere."