Britisk fodboldmøde skaber kludder i olympisk kapløb

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Britisk fodboldmøde skaber kludder i olympisk kapløb

Britisk fodboldmøde skaber kludder i olympisk kapløb
Britisk fodboldmøde skaber kludder i olympisk kapløbACTION FOTO SPORT/NurPhoto/NurPhoto via AFP
Englands kvindelandshold kæmper hårdt for at kvalificere Storbritannien til næste års OL i Paris.

Kravet er tirsdag aften en sejr over Skotland, når de to hold mødes i Glasgow i Nations League.

Da Skotland ligesom England er en del af Storbritannien, så kan de bedste skotske spillere have personlige interesser i en engelsk sejr, hvis de har en drøm om at komme med til OL.

Det interne britiske møde vækker bekymring hos Hollands landstræner Andries Jonker, hvis hold kæmper med England om at kvalificere sig til finalestævnet i Nations League.

Jonker betegner det som underligt, at Skotland og England i olympisk sammenhæng stiller op på samme hold.

"I mange år har Storbritannien deltaget til OL som Storbritannien. Det er underligt, men det er ikke noget, der vil ændre sig."

"Da vi fik lodtrækningen, sagde jeg til mine spillere, at vi måtte holde fokus på det, vi selv kan gøre noget ved. Sådan er det. Det er irriterende, men vi kan ikke ændre det," siger Andries Jonker.

Holland og England ligger side om side i toppen af Nations Leagues gruppe A1 med ni point hver efter fem kampe. Mens England tirsdag møder Skotland, tager Holland på samme tidspunkt imod Belgien.

Det bedste hold i gruppen kvalificerer sig til finalestævnet i Nations League, hvor fire nationer senere skal kæmpe om to olympiske pladser.

Englands landstræner Sarina Wiegman regner ikke med, at Skotland vil forære englænderne sejren tirsdag aften, selv om skotterne ikke har det store at spille for ud over æren.

"Hvis man kender historien mellem Skotland og England, så er det utænkeligt, at nogen vil lægge sig ned. De vil slå England, og vi vil slå dem," siger Sarina Wiegman.

Danmark kæmper med Tyskland i gruppe A3 om at kvalificere sig til finalestævnet i Nations League, men det ser svært ud for danskerne før tirsdagens kampe.

Et dansk 0-3-nederlag til Tyskland fredag aften betyder, at Danmark skal håbe på, at Tyskland ikke kan slå Wales tirsdag. Samtidig skal Danmark selv besejre Island.