Viborg-back måber over Serginhos drømmescoring: Det var et helt fantastisk mål

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Viborg-back måber over Serginhos drømmescoring: Det var et helt fantastisk mål

Oliver Bundgaard i duel med Cho Gue-Sung.
Oliver Bundgaard i duel med Cho Gue-Sung.Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter en målløs første halvleg eksploderede det efter pausen, da Viborg FF og FC Midtjylland spillede 2-2 i Superligaens lokalopgør fredag aften.

Særligt Viborg-kantspilleren Serginhos 1-1-udligning fik tilskuerne op af stolene, og venstrebacken Oliver Bundgaard er glad for det flotte mål.

"Jeg har ikke set den type mål mange gange før, men det overrasker mig ikke, at det var Serginho, der lavede det. Han er en rigtig lækker spiller, som kan sådan nogle ting, og det er bare vanvittigt fedt."

"Det er fedt at have en spiller, der kan skabe sådan noget på egen hånd ud af ingenting. Det er svært at forudsige, hvad han gør."

"Det var et helt fantastisk mål, og han har et kæmpestort potentiale," siger Oliver Bundgaard.

Serginho var efter fem kampe i træk i startopstillingen henvist til bænken mod FCM, men kantspilleren fra Kap Verde blev skiftet ind i pausen og var i dén grad med til at sætte kolorit på kampen.

Det var blot ti minutter efter indhoppet, at Serginho modtog bolden på kanten af feltet, tørrede hele FCM-forsvaret med fikse træk og prikkede bolden ind bag en sagesløs Jonas Lössl i målet.

Viborg-træner Jacob Friis glæder sig over, at kantspilleren leverede så flot et indhop krydret med målet.

"Det var et rigtigt flot mål, og jeg var oppe at stå. Han var skuffet over ikke at starte inde, men han gjorde et flot indhop og bidrog godt, da han kom ind."

"Nogle gange skal man have noget foræret af individuelle kvaliteter, og den, som han hev op af lommen, var helt fantastisk."

"Det var et af de der wow-øjeblikke for alle, der så det. Jeg glæder mig til at se det igen," siger Viborg-træneren.

Det var generelt et underholdende opgør med højt tempo mellem to offensive mandskaber, og ifølge Oliver Bundgaard var det en af de sjove kampe at spille.

"Det gik fuldstændig amok i anden halvleg, og det var en vanvittigt fed kamp at spille. Et rigtigt lokalopgør med en masse fede dueller og fire mål i alt. Det var en fed kamp."

"Vores præstationer bliver bedre og bedre, og vi ligner os selv mere. Vi skal hele tiden kigge frem og udvikle os som hold, for så kommer resultaterne af sig selv," siger venstrebacken.

Viborg ligger nummer syv i Superligaen med ni point, inden runden er færdigspillet.