Silkeborg taber terræn i toppen: Skuffer på hjemmebane mod OB i nullert med skadet dommer
Det lignede kort, at OB skulle løbe med alle tre point dybt inde i overtiden, men indskiftede Mohamed Buya Turays mål blev efter et VAR-check annulleret for offside.
OB var bedst i første halvleg, men fynboerne havde svært ved at skabe chancer, hvilket blev symptomatisk for begge mandskaber det meste af kampen.
Midt i anden halvleg måtte dommeren udgå med en skade, og det var, som om der kom mere gang i kampen derefter. Begge hold havde flere store chancer, men bolden ville ikke i mål.
Det var første gang siden sæsonpremieren, at Silkeborg smed point på hjemmebane.
Resultatet betyder, at Silkeborg nu er tre point efter FC København på førstepladsen. OB er fortsat på tiendepladsen med tre point ned til Vejle under stregen.
Gæsterne startede kampen bedst, sad på boldbesiddelsen og fordelte tålmodigt bolden rundt, men havde svært ved at omdanne spillet til chancer.
Selv om det ikke blev farligt, var det dog klart OB, der viste mest initiativ, og Silkeborg kæmpede faktisk med at få spillet op på gæsternes banehalvdel.
Silkeborg begyndte dog derefter at bide lidt fra sig, hvilket førte et par muligheder med sig.
Resten af halvlegen forsatte chancefattigt, og der blev fløjtet til pause med 0-0.
OB kom godt ud efter pausen og havde et par fine muligheder.
Efter 61 minutter burde indskiftede Callum McCowatt have bragt hjemmeholdet foran, men hans forsøg på at lobbe bolden blev på fremragende vis reddet af Hans Christian Bernat i OB-målet.
Kort tid efter var kampen afbrudt i omkring ti minutter, da dommer Simon Duerlund Rasmussen måtte udgå med en skade. Fjerdedommer Michael Rasmussen overtog ansvaret for resten af kampen.
Henimod slutningen af den ordinære tid begyndte hjemmeholdet at sætte sig på spillet, og de midtjyske værter havde flere store chancer for at komme foran.
Grundet dommerskaden blev der lagt hele 13 minutter til, og i starten af overtiden havde OB sin bedste mulighed i kampen, da Sven Köhler headede bolden på overliggeren.
Til sidst i overtiden fik OB bolden i mål, men scoringen blev efter et VAR-check annulleret for offside.