Får stor ros af italiensk medie: Maratonløberen Frendrup er blevet uerstattelig i Genoa

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Får stor ros af italiensk medie: Maratonløberen Frendrup er blevet uerstattelig i Genoa

Morten Frendrup har hidtil opnået 59 kampe for Genoa, hvor det er blevet til to mål. I tiden som Brøndby IF-spiller blev det til 93 kampe og tre mål.
Morten Frendrup har hidtil opnået 59 kampe for Genoa, hvor det er blevet til to mål. I tiden som Brøndby IF-spiller blev det til 93 kampe og tre mål.Profimedia
I norditalienske Genoa CFC har 22-årige Morten Frendrup fået en flot start på sæsonen, og i den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport er der adskillige gange faldet flotte roser i danskerens retning. Da landstræner Kasper Hjulmand for nylig udtog truppen til det danske herrelandsholds EM-kvalkampe var midtbanespilleren angiveligt også en kandidat.

Da Morten Frendrup i januar 2022 skiftede Brøndby IF ud med italienske Genoa CFC, havde den 22-årige alsidige spiller formentlig ikke regnet med, at han et halvt år senere skulle befinde sig i den næstbedste italienske række. 

Men Genoa rykkede ned, ud af Serie A, allerede få måneder efter danskerens ankomst på Stadio Luigi Ferraris. Nu er den norditalienske traditionsklub dog tilbage i det fineste italienske selskab, og her har både klubben og Frendrup fået en godkendt start på sæsonen med point i halvdelen af de første otte kampe. 

Det er blandt andet blevet til flotte sejre over de to romerske klubber, AS Roma og SS Lazio, og for Frendrups vedkommende er det blevet til fuld spilletid i samtlige otte Serie A-kampe hidtil i sæsonen, hvor danskeren sågar har formået at lægge op til tre mål. 

Og i Serie A er de tilsyneladende vilde med hårdtarbejdende danske midtbanespillere. Det kan godt være, at Christian Poulsen aldrig blev den store succes i Juventus tilbage i slutningen af 00erne, men i seneste sæson var det Morten Hjulmand, der trak overskrifter i US Lecce, inden danskeren skiftede til portugisiske Sporting CP, og i denne sæson har Frendrup altså overtaget. 

Således har danskeren adskillige gange fået store roser af den anerkendte italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, senest for danskerens præstation lørdag aften mod AC Milan, der ellers endte med et nederlag for Alberto Gilardinos Genoa-tropper. 

Ingen spiller har stået for flere vellykkede tacklinger i Serie A i denne sæson, end 22-årige danske Morten Frendrup har.
Ingen spiller har stået for flere vellykkede tacklinger i Serie A i denne sæson, end 22-årige danske Morten Frendrup har.Opta by Statsperform & Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix

Med en karakter på syv ud af ti får Frendrup nemlig ros for sit stenhårde arbejde og vanvittigt store løbepensum, og det italienske medie beskriver danskeren som ”en bolderobringsmaskine.” Der er da heller ingen spillere i Serie A i indeværende sæson, der har formået at erobre flere bolde end den 22-årige landsholdskandidat. 

Også i flere af sæsonens tidligere kampe har Frendrup fået ros i spalterne af den lyserøde italienske avis, og efter danskeropgøret mod Thomas T. Kristensen og resten af Udinese, blev han af mediet kaldt for ”Genoas ekstra mand.” 

Men det var særligt efter de imponerende kampe mod Roma og seneste sæsons italienske mestre fra SSC Napoli, hvor det altså blev til henholdsvis tre og et point for Genoa, at danskeren høstede store ord fra den italienske sportsavis. 

Ovenpå den overraskende 4-1-sejr mod José Mourinhos Roma var nøgleordet om Frendrup således meget simpelt: ”Utrættelig.” Herefter fik danskeren også ros for sin store taktiske intelligens, ligesom han efter opgøret mod Napoli blev beskrevet som en maratonløber, der er blevet ”uerstatteligt” for Alberto Gilardinos hold. 

Da landstræner Kasper Hjulmand for nylig udtog den danske landsholdstrup til opgørene mod Kasakhstan og San Marino, var Frendrup da angiveligt også på blokken, og selvom Hjulmand i sidste ende valgte ikke at tage Serie A-spilleren med i sin trup, fik den unge midtbanedynamo ros af landstræneren.