Oprykningen er i hus: Sheffield United sejrer og er klar til Premier League

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Oprykningen er i hus: Sheffield United sejrer og er klar til Premier League

Paul Heckingbottom og Sheffield United er næste sæson klar til klubbens sjette sæson i Premier League.
Paul Heckingbottom og Sheffield United er næste sæson klar til klubbens sjette sæson i Premier League.Adrian Dennis/AFP
Sheffield United er tilbage i Premier League i næste sæson.

Det står klart, efter at holdet vandt 2-0 hjemme over West Bromwich Albion i den næstbedste engelske fodboldrække onsdag aften.

Med tre kampe tilbage af sæsonen for Sheffield United kan holdet ikke længere flyttes væk fra andenpladsen i Championship.

Sejren betyder, at Sheffield United er oppe på 85 point efter 43 kampe og ikke kan hentes af Luton på tredjepladsen. Luton har 78 point med to kampe tilbage.

Paul Heckingbottoms tropper rykker op sammen med Burnley, der er sikker på at vinde rækken efter tirsdagens sejr på 1-0 ude over Jon Dahl Tomassons Blackburn-mandskab.

Det er de to bedste hold, der rykker op i Premier League. Nummer tre til nummer seks skal spille om den sidste oprykningsplads.

For Sheffield United blev norske Sander Berge og bosnieren Anel Ahmedhodzic, der tidligere har spillet for Hobro, de to helte for de kommende oprykkere.

De scorede i anden halvleg de to mål, der gav Sheffield en sejr over West Bromwich.

Det var den sjette sejr for Sheffield United i de seneste syv ligakampe.

Sheffield United rykkede ud af Premier League i 2021 og var tæt på at rykke op igen med det samme i sidste sæson. Her tabte Sheffield i playoffkampene om oprykning.

Det estimeres, at en oprykning til Premier League vil være 170 millioner pund (1,4 milliarder kroner) værd for Sheffield United over de kommende tre sæsoner grundet øgede indtægter. Det skriver AFP.

Sheffield United nåede frem til semifinalen i FA Cuppen, hvor det blev til et 0-3-nederlag mod Manchester City.

Blackburn, der har Jon Dahl Tomasson som træner, kan stadig nå at komme op i top-6 og spille med om den sidste billet til Premier League.

Lige nu har Blackburn med to kampe tilbage 65 point. Det er lige så mange som Sunderland på sjettepladsen.