Numsescoring og drømmetræf hjælper Liverpool til tops

Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Numsescoring og drømmetræf hjælper Liverpool til tops

Numsescoring og drømmetræf hjælper Liverpool til tops
Numsescoring og drømmetræf hjælper Liverpool til topsProfimedia
Liverpool er tilbage på førstepladsen i Premier League trods uventet stort besvær med at nedlægge bundproppen Sheffield United.

Torsdag aften vandt Liverpool med 3-1 hjemme på Anfield over de stærkt undertippede gæster, der kæmpede ihærdigt.

I det 77. minut sørgede Alexis Mac Allister for tre point til titelbejlerne, da han fra kanten af feltet tordnede bolden utageligt i målhjørnet. Cody Gakpo satte trumf på i det 90. minut.

Hjemmeholdet havde taget føringen tidligt i kampen med en bizar numsescoring af Darwin Nunez, men et uheldigt selvmål efter pausen bragte gæsterne tilbage i opgøret.

Den 20-årige danske angriber William Osula fik den sidste halve time for Sheffield United. Han knoklede ihærdigt, men blev ikke farlig.

Med sejren har Liverpool et forspring på to point ned til Arsenal på andenpladsen og tre point ned til Manchester City på tredjepladsen før de sidste otte spillerunder.

Torsdagens dyst på Anfield var tæt på at få en chokstart.

Liverpool - Sheffield United - Kamp-statistik
Liverpool - Sheffield United - Kamp-statistikOpta by Stats Perform

Der var blot spillet 33 sekunder, da James McAtee fik en kæmpe mulighed for at bringe gæsterne overraskende i front, men Liverpool-keeper Caoimhin Kelleher diskede op med en stærk fodparade.

Liverpool overtog som ventet initiativet derfra, men der skulle alligevel en besynderlig scoring til at sætte hjemmeholdet i gang i det 17. minut.

Darwin Nunez løb ned for at presse Sheffield United-målmand Ivo Grbic, som ville sende bolden langt op ad banen.

Nunez hoppede med ryggen til og endte med at blive ramt i bagdelen, så bolden hoppede tilbage i et tomt mål.

Liverpool pressede på for at udbygge føringen, men ufrivilligt endte Liverpools Conor Bradley med at score kampens næste mål i det 58. minut. Den unge højre back rettede et ufarligt hovedstød af og snød sin egen målmand.

Hjemmeholdet jagtede ihærdigt et sejrsmål, og havde flere store chancer, før Mac Allister ramte bolden helt perfekt og sendte Anfield i ekstase.

På kanten til tillægstiden øgede Cody Gakpo til 3-1 på hovedstød.